MULDVARPEN.
309
Dyret i Vand, hvor det godt kan svømme, men hvor det maa bruge sit svage Syn for at
udspejde Retningen mod Land. Vi vil faa at se, hvorledes der aabncr sig ligesom en Haar-
tragt, i Bunden af hvilken det sorte, kun knappenaalshovedstore Øje ses glimte klart
frem. Ydre Øre findes slet ikke hos Muldvarpen, den fine Øreaabning omgives kun af
en lille Hudfold, der kan snøres sammen og tjener til at lukke og aabne den efter Behag
og Behov. Pelsen er kort, tæt, fløjlsagtig og sort; Hunnen er noget lysere paa Bugen
end paa Ryggen, og Albinoer er ikke sjældne. Halen er kort. Forlemmerne er i høj Grad
omdannede, hvilket allerede ved en udvendig Besigtigelse falder i Øjnene, idet de er bleven
stærkt forkortede og udstyrede med overordentlig store, kantstillede Poter, hvis Tæer er
forsynede med stærke Gravekløer. Dissekerer man Dyret, vil man finde, at dets Brystben
bærer en fremstaaende Længdekam, til hvilken de stærke Skuldermuskler fæster sig. End-
videre vil man se, at Nøglebenet er blevet stort og stærkt, Skulderbladet langt og smalt,
Overarmsbenet kort og bredt, Underarmens Knogler ligesaa. I Haandroden kan man tælle
10 særskilte Knogler, Mellemhaands- og Fingerknoglerne finder man stærkt udviklede og
langs Fodbladets Inderrand har der dannet sig en seglformet Støtteknogle. Haanden er
bleven til et bredt Skovlblad og er saaledes stillet, at Inderranden vender nedad, Under-
fladen bagud. Baglemmerne er ikke omdannede, de er som hos alle Insektædere korte og
bærer et Par almindelige Gangpoter.
Muldvarpen lever som sagt et underjordisk Liv og viser sig sjældent paa Overfladen,
kun i Forplantningstiden træffes Hannerne af og til uden for deres Gange. Den gaar kun
daarligt og klodset, og overraskes den oven paa Jorden, stræber den hurtigst muligt at
grave sig ned i denne, hvad der i løst Jordsmon kun tager den et Øjeblik. I sine Gange