Vor Klodes Dyr 1

MULDVARPEN. 3 11 Siden, frem foran sig og fører den op over Overfladen, hvor den efterhaanden danner de bekendte Dynger. I løs Jord behøver den dog ikke at skyde saa meget, den gennemløber den tæt ved Overfladen, saa der dannes en snart sammenfaldende, løst overhvævlet Gang lige i Jordskorpen. Parringstiden indtræffer tidligt paa Foraaret, og der kommer nu Liv i Hannerne. De opsøger Hunnerne, dels ved at sætte deres eget Gangsystem i Forbindelse med disses, dels ogsaa, hvis ingen Huns Bo findes ad underjordisk Vej, ved at opspore en saadan paa Ekspeditioner i fri Luft. Mødes to af dem paa Spor efter eller hos samme Hun, ryger de øjeblikkelig i hinanden til Kamp paa Liv og Død, en Kamp, der føres paa det mest haard- nakkede under Piben og Hvæsen. Ofte forfølger den ene den anden, naar denne i For- tvivlelse flygter op gennem et Muldskud, og man kan da træffe dem bidte fast i hinanden oppe paa Overfladen. Muldvarpen er et utrolig bidsk, arrigt og frændesky Dyr, der Aaret om, Yngletiden undtagen, lever det mest udprægede Eneboerliv. Et Møde mellem to af dem er altid, naar de ikke er brunstige og af forskelligt Køn, Signalet til Kamp, der ofte ender med den enes Drab og Opædelse. Hannerne synes at være langt de talrigste, hvilket naturligvis begunstiger Parringskampene imellem dem. De er betydeligt større og kraf- tigere end Hunnerne. Ud paa Foraaret føder Hunnen 3—8 smaa, nøgne, ubehjælpsomme, kun 3—4 Ctm. lange Unger, i hvis Pleje Hannen siges undertiden at tage Del. De bliver dog ikke meget længe hos Moderen, men forlader hende, før de er udvoksede, undertiden holdende sam- men en Tid lang efter at være udvandrede fra den mødrene Bo. De opsøger om muligt Steder med løst Muld, Drivbænke o. L, hvor deres endnu ikke fuldt opøvede og udviklede Graveevne kan strække til. Naar de hen paa Efteraaret er bleven store og stærke, spredes de for at begynde deres ensomme Liv i Mørket. Graadigere Dyr end Muldvarpene eksisterer næppe, allerede et Døgns Faste eller min- dre dræber dem. Derfor maa de hyppigt ud paa deres Fourageringstog, der foregaar mindst 3 Gange daglig, Morgen, Middag og Aften; man kan da se dem »skyde« og let fange dem ved et rask Spadekast. Først og fremmest søger de at skaffe sig Regnorme, der er deres Yndlingsføde. Disse har da ogsaa en instinktmæssig Frygt for deres Dødsfjen- der; saa snart de mærker en Rystelse i Jorden, som kunde tænkes at bebude disses Nær- melse, søger de op til og op paa Overfladen. Det Kvantum Regnorme, en Muldvarp kan fortære i et Døgn, er meget betydeligt, og den samler, naar dens Jagt har givet ualmindelig rigt Udbytte, saa den ikke kan fortære dette paa een Gang, hele Bunker af dem sammen i sine Gange. Man kan i disse finde indtil tiere Kilo levende, men ved Bid halvt lammede Regnorme, der ikke er i Stand til at grave sig ned i Jorden og undfly. Foruden Regnorme tager Muldvarpen ogsaa Insekter og Insektlarver, ja den skanner end ikke Mus, Spidsmus, hrøer, Staalorme o. 1., naar den tilfældigt træffer at kunne faa fat i dem. Har den Regn- orme nok, bryder den sig dog ikke stort om andet Bytte. Muldvarpen er hos os meget almindelig overalt, hvor Jordsmonnet egner sig for den, og hvor der er Orme nok at jage efter. Kun paa Bornholm og nogle Smaaøer mangler den, hvilket vistnok maa opfattes som Tegn paa, at de ikke har været i fast Forbindelse med andre Landsdele, siden den indvandrede. Den vil jo vanskeligt kunne tænkes indført paa Øer, der blot ved nogle Mile Vand skilles fra Steder, hvor den har hjemme. Der har været gjort meget Væsen af den Nytte, den skal være til for Landmanden og Gartneren;