Vor Klodes Dyr 1

312 DE PALÆARKTISKE DYR. vi tror, at der er megen Overdrivelse heri. Regnormen er et nyttigt Dyr, og det er som sagt fremfor alt den, Muldvarpen efterstræber; det er et Spørgsmaal, om det Gavn, den gør ved at tage Larver, vejer op mod den Skade, den gør ved at tage Regnorme. I Haver bør den i alt Fald ikke taales, der volder den for megen Fortræd ved sin Roden i Jorden. Fjender har den egentlig ikke mange af; dog forfølger Hermelin og Væsel den ned i dens Gange, og mange Hunde forstaar at snappe den, naar den skyder, hvad ogsaa Storke og Krager af og til ses at gøre. Det er ikke vanskeligt at fange den, dels naar den skyder, dels i Snarer og Sakse, der sættes i dens mest overfladiske Gange. Skindet er slet ikke ueffent til forskellig Brug, skønt det nu om Dage sjældent benyttes. Vor her skildrede Muldvarp forekommer i hele Mellemeuropa, fra Sødermanland i Sverrig og det sydlige Norge til Sydfrankrig. Til Irland er den ikke naaet, ligesom den ogsaa mangler i det nordlige Skotland. Mod Øst strækker dens Udbredningskreds sig et godt Stykke ind i Sibirien. Foruden den huser den palæarktiske Region 8 andre Muld- varpearter, af hvilke en, den blinde Muldvarp (T. coeca) bebor Sydeuropa. Den ligner sin nordiske Slægtning meget, men har noget længere Tryne, og dens smaa Øjne er over- trukne med en gennemskinnende Hud, der lige for Pupillen er perforeret af en fin Aab- ning, gennem hvilken Øjestenen dog ikke kan ses. Muligvis kan den skelne mellem Lys og Mørke, men se i Ordets egentlige Forstand kan den ikke. Endnu har vi, inden vi forlader Pattedyrene, at omtale en af deres mest afvigende Ordener, Flager musene, der er næsten lige saa fugleagtige som Hvalerne er fiskeagtige, lige saa tilpassede til Luftliv, som disse tilVandliv. Deres forreste Lemmepar er omdannede til Flyveredskaber, eller rettere til at danne Dele af og Støtter for saadanne, medens Bag- lemmerne, foruden at deltage i Flyvehudens Udspiling, tillige er udstyrede med et Par Gribepoter. Mest iøjnefaldende er hos disse Dyr den store, fine og tynde Flyvehud, der under Hvilen bæres sammenfoldet, men som udspiles, naar den skal bruges. Den begynder paa Armens Forside, i udspændt Tilstand som en 1 rekant, der fylder Vinkelen mellem Over- og Underarm, som begge er forlængede, dernæst ses den i tre Felter udfyldende Mellem- rummene mellem de overordentlig lange 2den, 3die, 4de og 5te Fingre, medens den med en stor Klo forsynede iste Finger er lille og fri. Fra 5te Finger af gaar Huden som en bred Bræmme langs Kroppens Sider over til Baglemmerne, kun ladende disses 5-taaede Poter, hvis Tæer ikke er forlængede, fri. Fra Hælen udgaar en særegen, lang og tynd Knogle, Sporen eller Sporebenet, der tjener til at udspile den sidste Del af Flyvehuden, den der forener Baglemmerne med Halen. Hele dette storslaaede Flyveapparat bestaar af en overordentlig fin og tynd, næsten nøgen og meget følsom Hudfold. Den holdes glat og smidig ved Indsmøring med et olieagtigt Fedtstof, der afsondres af et Par store Kirtler beliggende foran Øjnene og udmundende tæt bag ved Næseborene. Indsmøringen fore- tages med Snuden. Vi har her et højst interessant Eksempel paa, hvad t unktion angaai, »analoge Dannelser« hos de to flyvende Hvirveldyrgrupper: Fuglene og Flagermusene. Hvad der hos de første opnaas ved Halekirtlerne, opnaas hos de sidste ved lignende, der er anbragte paa et andet Sted af Legemet. Flyvehuden udspiles dels ved Lemmernes og oftest tillige ved Halens Hjælp, dels og- saa ved særlige Muskler, der fra Hovedet og Baglemmerne strækker sig ud imellem dens