Vor Klodes Dyr 1

3i8 DE PALÆARKTISKE DYR. tilfælles, det nemlig at den 4de Taa er drejet eller kan drejes bagtil, saa at den, samvir- kende med Bagtaaen, gør Foden til et udmærket Griberedskab. Det samme Forhold gen- findes for øvrigt hos adskillige andre Fugle (Ugler o. s. v.), og det er altsaa ikke nok til at karakterisere en Art som henhørende til Klatrefuglene. Men vi kan ikke her komme ind paa videregaaende Betragtninger over disses Stilling i Systemet, der for Fuglenes Ved- kommende endnu er temmelig kunstigt og lidet fæstnet, saaledes at Sammenstillingen af dem i Ordener ikke altid falder sammen med virkelige Slægtskabsforhold. De Familier, der regnes til Klatrefuglene, er vistnok i Virkeligheden ingenlunde alle nærbeslægtede med hinanden. I de palæarktiske Skove forekommer af Khtrefugle først og fremmest et Antal Arter hørende til Spætternes Familie. De frembyder adskillige Ejendommeligheder, der maa skyldes det gennem utallige Slægtled førte klatrende Liv og deres stadige Arbejden med Næbbet i Træstammer og Bark. Det er derved bleven udviklet i en ejendommelig Ret- ning, det er stærkt, kantet, langt 0» lige, saa det i Form minder om en Spidshakke eller en Smalmejsel, hvis Arbejde det ogsaa udfører. Den stadige Brug af det til at hakke med har virket tilbage baade paa Hovedet (Hjerneskallen) og paa Halsen. Det første er stort og har faaet sine benede Dele stærkt udviklede, medens Halsens Muskulatur, der skal drive Hovedet frem, er ualmindelig fyldig og kraftig. Tungen er ejendommelig; den er kun lille, tynd og hornet i Spidsen, hvor den tillige langs Kanterne er udstyret med et Antal korte, spidse, bagtil rettede Hornkroge eller Genhager, men den er anbragt paa et langt og tyndt Skaft og kan ved en temmelig sammensat Mekanisme strækkes indtil 10 Ctm. ud af Munden. Skaftet er indleddet paa Tungebenshornene, to lange, tynde og fjedrende Knogler, som i en Bue strækker sig ned om Halsens Udsider og derfra op over Issen, hvor de hver for sig er indlejrede i en Fure i Hovedskallens Knogler. De naar helt hen til Næbroden eller endog et Stykke ind paa Næbbet, under dettes Hornskede paa højre Side, og de kan bevæges ved Hjælp af et Par kraftige Muskler, hvis Sammentræk- ning driver dem fortil, skyder Tungens Skaft frem og fører Tungen ud af Munden. De trækkes tilbage ved Hjælp af et Par andre, fra Strubehovedets Udside udgaaende Muskler. Dette Apparat gør det muligt for Spætterne at trænge med Tungen ind i Sprækker og i træborende Larvers snævre Gange. Et Par store Spytkirtler afsondrer en rigelig Mængde sejg Vædske, ved hvis Hjælp Tungen holdes fugtig og klæbrig, saa Smaadyr, der kommer i Berøring med den, klistres fast til den. Større Insekter eller Larver spiddes der- imod paa dens Hornspids, hvis Genhager forhindrer, at de glider af, naar Tungen trækker dem ud af deres Huller. Medens Spætterne er beskæftigede med at klatre eller med, siddende paa Træstammer, at hakke i disse eller at søge Bytte, gælder det om, at de kan holde sig godt fast. Dette op- naas dels ved Benenes og Føddernes Bygning, dels ved en særlig Omformning af Halens Styrefjer. Benene er korte og kraftige, Fortæerne og den bagtil vendte 4de Taa lange; Bag- taaen derimod er kort, ja hos nogle Arter mangler den aldeles. Kløerne er lange, stærke og spidse, saa de kan faa ordentlig fat i Barken. Halen er middellang og dens Styrefjer er, paa de yderste nær, stive, stærke og fjedrende, saaledes at de, stemmede mod en Træ- stamme, ikke blot yder Fuglen Støtte, men ogsaa ved deres Fjederkraft virker til at gøre Næbstødene virksommere.