DE PALÆARKTISKE DYR.
Barkrevne og bearbejder dem med Næbbet, til den kommer ind til selve Frøhviden. En
noget omstændelig Fremgangsmaade, skulde man synes, over for et Havrekorn f. Eks.,
selv om den er nødvendig over for en Hasselnød.
I Parringstiden kan man se Spætmejsens Hun sidde i sin sædvanlige, sammenkiøbne
Stilling paa en tyk Gren, med Næbbet lige i Vejret, medens Hannen formelig danser om-
% :
Fig. 178. Hærfugl.
kring hende, drejende sig i mær-
kelige Sving og med sindssvage
Hop. Til Afveksling fremkvidrer
han saa af og til nogle temmelig
middelmaadige Sangstrofer. Til
Redested vælges et Træhul, i
hvilket de 5 til 9 hvide, rødplet-
tede Æg lægges paa et tarveligt
Underlag af Barkstumper eller
Bast. Er Indgangshullet for stort,
murer Fuglene det til med en
indtil 2 Ctm. tyk Lermur, midt
i hvilken de lader et Hul aabent,
netop stort nok, til at Hunnen
kan presse sig gennem det. Klat
for Klat bringer de Leret i Næb-
bet, fugter det med deres klæb-
rige Spyt, ælter det og anbringer
det paa sin Plads. Naar Muren
er tør, er den saa stærk, at man
ikke let kan brække den itu med
Fingrene.
Hærfuglen (Upupci epops)
er en mærkeligt udseende Fugl
paaStørrelse med den store Flag-
spætte. Næbbet er meget langt,
over 5 Ctm., tyndt og svagt bøjet;
Hovedet bærer langs Midtlinien
en høj Kam af rejselige Fjer,
Vingerne er korte og Halen lang.
Hovedet og Legemets forreste
Del er lyst, rødgult farvede,
Toppens Fjer sortspidsede. Ryg
og Vinger sorte med gulhvide Tværbaand, Halen sort med en hvid Tværstribe over
Midten.
Som Ynglefugl forekommer Hærfuglen i hele den palæarktiske Region, paa dens
nordligste Dele nær, som Standfugl i Nordafrika ellers som Trækfugl, der tilbringer
Vinteren i Afrika lige ned til Kaplandet. I Danmark var den tidligere almindeligere og
ynglede i mange Smaaskove omgivne af Græsmarker og Enge, men den er nu sjælden,