Vor Klodes Dyr 1

LÆRKERNE. 339 og viser et enkelt Par sig her i den Hensigt at bygge Rede, bliver de som Regel ubarm- hjertigt skudte ned eller plyndrede for deres Æg af »Fugleelskere« og Samlere, vore sjældne Fugles værste Fjender. I Sydsverrig har den ogsaa bygget, maaske ogsaa i Sydnorge. I Norden indfinder denne underlige Fugl sig i Maj, og man hører da dens højtlydende Parringsraab: up-up eller pup-pup i Skov og Krat, uden at man dog let faar den her meget sky Fugl at se. Den lægger Æg i et Træhul paa et Underlag af Kogødning, dækket med lidt Mos. Det er værd at lægge Mærke til, hvorledes Fuglene i Reglen vælger til Redemateriale de Stoffer, de til daglig træffer paa under deres Søgen efter Føde. Hær- fuglen lever af Insekter og deres Larver, som den for en stor Del finder i Kreaturgødningen paa Markerne, særlig i Kokasserne. Derved er den bleven ført til at benytte Kogødningen til Redestof, ligesom maaske ogsaa til at bryde sig fejl om al Gødningstank. I Syden, f. Eks. i Ægypten, hvor Hærfuglene er meget almindelige, anses de for »urene« og for- følges aldrig. De har derfor her sluttet sig til Mennesket og bygger ofte i Murhuller ud til Gaarde og Gader, hvor man kan se dem travlt beskæftigede overalt, hvor Kvæg og Menne- sker, især de sidste, har anbragt deres Efterladenskaber. De gode Arabere, Fellaher o. s. v. er ganske ukendte med Begrebet Renlighed i Almindelighed og Renovation i Særdeles- hed, hvorfor der er et fælt Griseri ved Husene, paa Gaderne o. s. v., saa der bliver nok for Hærfuglene at rode i. De æder dog næppe, som almindeligt menes i Syden, selve Eks- krementerne, men de piller de i dem udklækkede Insektlarver op. Hærfuglens mindre renlige Sædvaner giver sig ogsaa Udslag derigennem, at den al- drig bortfjerner Ungernes Ekskrementer fra Rederne eller lærer dem til at besørge deres Fornødenheder ud ad Indgangshullet. Afkommet sidder derfor fælt tilsvinet og stinkende i en sand Mødding, noget der hos os gav Fuglen det ikke pyntelige, men meget beteg- nende Navn »Skidtfuglen«. En anden mærkelig Egenskab ved Hærfuglen er dens forunderlige, nervøse Skyhed. Blot en uventet Lyd eller Tilsynekomsten af en anden Fugl er nok til at kyse den; den rejser da straks sin Top, der ellers ligger sammenfoldet hen over Halsen, og søger Skjul. Naar den ude paa fri Mark, hvor der ingen Skjulesteder er, opdageren Rovfugl eller blot en uskyldig Krage i Luften, lægger den sig plat ned paa Bugen, retter Hovedet i Vejret med udstrakt Hals og slaar de hvidbaandede Vinger og Halen ud i en Kreds. Den ser da ganske forunderlig ud og ligner i Afstand alt andet end en Fugl, hvad formodentlig ofte narrer Rovfuglen og redder den. I tidligere Tider blev Hærfuglens Parringsraab anset for Varsel om Krig og Ufred, noget der har givet Anledning til dens Navn. Til vore almindeligste Markfugle hører Lærkerne, af hvilke kun en enkelt Art, Hedelærken eller Skovlærken (Alauda arborea) til en vis Grad holder til i Skoven. Som alle Lærker er den iklædt beskedne sorte, brune, gullige og hvide Farver saaledes blandede og fordelte, at de ved Ligheden med Omgivelserne yder navnlig den rugende Hun god Beskyttelse. Paa Hovedet har den en kortTop, og Bagtaaen bærer Lærkefamiliens Slægtsmærke, den uforholdsmæssig lange, lige Klo. Hedelærken, der er almindeligst i det sydligere Europa og Vestasien, forekommer ynglende saavel i Danmark som i Sydsverrig og i det sydøstlige Norge (Smaalenene). Hos os ses den hyppigst der, hvor Hede grænser til Skov, men de fleste af Hedens Lær- ker er dog almindelige Sanglærker. Den ankommer hertil i Marts eller Begyndelsen af 4i