’^r™
■
DF. PALÆARKTISKE DYR.
340
April og rejser atter bort til Syden i Oktober. Trods sit Navn »Hedelærke« hører den
dog egentlig hjemme i Skovene og ynder navnlig mindre Grupper af Højskov omgivne
af aabent Terrain. Sin Rede bygger den paa Jorden af fine, tørre Græsstraa, aaben som
alle Lærkereder. Æggene er hos den som hos dens Frænder brunplettede og ruges af
Hunnen, medens Hannen synger sine glade Sange for hende, enten siddende i en 1 ræ-
top eller svævende højt i Luften.
Hedelærkens Sang er blødere, med flere Fløjtetoner end Sanglærkens (A. arvensis),
den Art, vi kender bedst og altid mener, naar vi taler om Lærker og Lærkesang. Den
ligner hin, men mangler dens Nakketop og har i Modsætning til den kløftet Hale. Alle-
Fig. 179. Toplærke.
hos os og begynder, hvis Vejret
rede i Februar eller Marts indfinder Sanglærken sig
er nogenlunde, straks at synge. Undertiden udsender den sine Toner fra en Sten- eller
Jordtue, men rigtig Art faar de dog først, naar den stiger syngende til Vejrs under
hurtige Vingeslag. Jo højere den stiger, des mere jublende lyder Sangen, til sidst kan
man knap skimte Fuglen, men hører dog klart og tydeligt et Væld af vekslende Tone-
bølger slaa ned, som var det selve Sfærernes Harmoni. Ogsaa under Nedstigningen syn-
ger den, ofte sejlende i Kredse paa udspilede Vinger; først i en vis Afstand fra Jorden
tier den pludseligt og lader sig med sammenfoldede Vinger falde ned som en Sten, til
den næsten er ved Markens Overflade. Da breder den Vingerne og flyver rask, strygende
lavt hen overjorden, til Redens Nærhed, men aldrig lige til den.
Sanglærken bygger Rede i en Fordybning paa Jorden, og udklækker hos os 2 å 3
Kuld aarligt, det første i Reglen paa 5, de andre kun paa 3 eller 4 Unger. Disse forlader