DE PALÆARKTISKE DYR.
346
til Stærens Størrelse, kraftigt byggede og gode Flyvere. Næbbet er stort, krumt, sammen-
trykt og stærkt, og dets Spidser krydser hinanden. Denne Næbdannelse gør det formo-
dentlig lettere for Fuglene at bryde Gran- og Fyrrekoglernes stærke Kogleskæl fra hin-
anden for at komme til Frøet, deres kæreste Føde. Fødderne er stærke med kraftige Tæer
og lange spidse Kløer, ved hvis Hjælp de kan hage sig godt fast i Grenene og fatte sikkert
om Koglerne, der holdes mellem Fødderne, medens de bearbejdes med Næbbet.
E11 Flok Korsnæb tager sig, med deres fremherskende røde og gule Farver, glimrende
ud, i en stor, helst snedækt Gran. Klatrende om paa Grenene minder de ikke lidt om Pape-
gøjer, thi som disse bruger de baade Næb og Fødder under Klatringen og indtager alle
mulige Stillinger, oven paa Grenene eller hængende under dem, med Hovedet opad eller
Fig. 183. Det mindre Korsnæb.
nedad, som det falder dem bekvemmest. Heller ikke i Farvebrogethed staar de de nævnte
Tropefugle helt fjernt; til deres røde Legemer staar de sorte eller sort- og hvidbrogede
Vinger og Hale i en smuk og paafaldende Kontrast. Dette gælder dog kun de gamle Han-
ner; de unge er ikke mindre brogede, men deres Hovedfarve er gult, medens Hunnerne
derimod er klædte mindre iøjnefaldende i graa, briine og sorte Fjerfarver.
Korsnæbbenes Forplantning synes ikke at være bunden til nogen bestemt Aarstid.
Som Regel finder Redebygning og Æglægning vel Sted om Vinteren, da der er rigest
med Føde for dem, men ogsaa til Aarets andre Tider har man fundet Æg og Unger paa
forskellige Udviklingstrin. Reden, der er anbragt lavere eller højere i en Gran oftest tæt ind
til Stammen, er stor og løst bygget af tørre Granpinde, sammenflettede med langt Skæg-
lav, hvormed ogsaa det dybe Ægleje udpolstres. Hunnen er ene om at ruge, men Han-
nen opholder sig stedse i hendes Nærhed og mader hende.