Vor Klodes Dyr 1

KORSNÆBBENE. 347 Baade Æg og Unger taaler stærk Kulde uden Skade. Kolthoff og Jægerskiøld traf de føiste forladte af Moderen og ubedækkede, men dog uskadte ved en Kulde paa i6° C. ligesom de engang iagttog en Bo med Unger i samme Temperatur 40 Minutter igennem’ uden at Forældrene i den Tid saa til deres Afkom. Desuagtet syntes dette at befinde sig vel, og da en af Iagttagerne klatrede op og kiggede ned i Reden, var Ungerne livlige 00 gabede efter Føde. 00 Almindeligst hos os er det mindre Korsnæb, n. Grankorsnebben (Loxia curvirosira), der er truffet ynglen de 1 Jylland. Mindre ofte besøger det store Korsnæb, n. Furukors- nebben (L. pityopsittaca) og det hvid vingede Korsnæb (L. leucoptera), Danmark, og ingen af disse to Arter yngler her. De to første er almindelige i Skandinavien, navnlig i dets nordlige Dele, og det sidste här i de senere Aar bredt sig betydeligt mod Vest fra dets egentlige Hjem, Nordamerika og Sibirien. Værhngerne (n. Spurvene) er talrigt repræsenterede baade i Skov og paa Mark. I den første færdes navnlig Gulspurven (Emberitza citrinella), der er paa Størrelse med Gråspurven og livlig klædt i fremherskende gule og grønlige Farver. Den yngler i største Delen af Europa og 1 Vestsibirien, er meget almindelig i Danmark og gaar i Skandinavien lige op til Sydvaranger og Torneå. Kun i Høj norden er den Trækfugl, allerede i Mellem- sverrig og hos os overvintret den. Om Sommeren holder Gulspurven til i Skove, Krat og Haver, hvor den bygger sin temmelig tarvelige Rede enten i Buske eller paa Jorden. Om Vinteren strejfer den om 0» ses da hyppigt at søge Føde i Gaarde og paa Stakkepladser. Hannen høres ofte synge om Foraaret og i Forsommeren, men til de bedre Sangere kan den ikke regnes. Noget større end Gulspurven er den buttede, tyknæbbede Kornværling (n. Korn- spurv), Korn- eller Bomlærke kaldes den ogsaa (E. miliaria). Den er iklædt lignende tarve- lige Farver som Lærkerne og bebor, paa det højere Norden nær, Europa og Vestasien samt Nordafrika. I Norge og Sverrig yngler den kun i de sydligere Dele, i Danmark der- imod overalt uden for Skovene. Skønt Reden er bygget paa Jorden, holder Fuglen dog gerne til 1 Smaabuske og Hækker. Som saa mange af vore Sm na fugle lever Kornlærken om Sommeren af Insekter, men til andre Aarstider af Planteføde, navnlig Frø og Korn, som den ofte opsamler i Nærheden af Menneskeboliger. Dens Sang, der høres til alle Aarstider, er lidet bevendt, om den end selv formodentlig er glad nok ved den. I alt Fald ser man den ofte sidde syngende og lykkelig paa en Stolpe eller i en Busk. I Gastronomiens Historie har Hor tul anen (E. hortulana) spillet en vis Rolle. Den forekommer i hele Europa, paa det nordligste nær, men trækker om Efteraaret til Nord- afrika. I Danmark synes den mærkeligt nok ikke at yngle, og selv paa Trækket ses den ikke hyppigt her, skønt den paa ingen Maade er sjælden som Ynglefugl i Sverrig 0» det sydlige Norge. c 0 Allerede i Romertiden var Hortulanen anset for en Lækkerbid, værdig at fryde selv en Luculh Gane. Den holdtes fangen i fra Sollyset aflukkede, med Lamper oplyste Rum og fededes systematisk. I Nutiden fanges paa Trækket i Syden Masser af disse Smaafugle ved Hjælp af store Net. De koges og nedlægges med Eddike og Krydderier for derefter at betales med høje Priser. Blandt vore Skoves mange Virtuoser er Droslerne (n. Trostene) ikke de mindst fremragende. Tidligt paa Foraaret, inden endnu det første, tynde, grønne Slør trækker 42*