Vor Klodes Dyr 1

.......... .........................* *!*■ 11 350 DE PALÆARKTISKE DYR. udstøder den et lydeligt Varselskrig, der kendes og agtes ikke blot af dens Mage men og- saa af andre Fugle. Solsortens Sang er vel værd at lytte til, naar Hannen om Foraaret fra en Trætop giver sine Følelser Luft i herligt klingende, men noget melankolske Strofer. Størst af de nordiske Drosselarter er Misteid roslen, 11. Duetrosten (T. viscivorus), der som Ynglefugl forekommer i største Delen af Europa, fra Italien til Lap markernes Sydgrænse. I Danmark yngler den hist og her i Østjylhnds Skove og paa Sjælland, men i størst Mængde ses den dog paa Trækket baade For- og Efteraar og skydes da under Navn af »dobbelt Kramsfugl«. De fleste tilbringer nemlig Vinteren i Sydeuropa eller Nordafrika. Misteldroslen bygger fortrinsvis i Naaleskove og synger ret vakkert om end langtfra saa smukt som Sangdroslen eller Solsorten. Sjaggeren (n. Fjeldtrosten eller Graatrosten), den egentlige Kramsfugl (T. pilaris), er noget mindre end Misteldroslen. Den yngler kolonivis i Nordeuropa og Sibirien, bl. a. i hele Norge og Sverrig endog højt oppe over Skovgrænsen i Fjældene, hvor den maa bygge Rede paa Jorden. I Danmark ruger den ikke, men særlig i strenge Vintre kommer den hertil i Mængde. Den er mere Strejf- end egentlig Trækfugl. I Skandinavien er Sjag- geren den almindeligste Drosselart, der selv om Vinteren opliver de triste og stille Skove, idet den under skarpe Skrig i store Flokke plyndrer Træer og Buske for Bær. Nærmer man sig i Yngletiden til dens Kolonier, skur den rasende ned efter en og beskyder en med sine hvide, flydende Ekskrementer. Rovfugle, der har lagt sig særlig efter Sjaggerjagt, er under- tiden stærkt hvidplettede paa Ryg og Vinger som Følge af den Behandling, de har faaet. Som Sanger udmærker Sjaggeren sig ikke, idet Sangen, navnlig naar flere Hanner kap- pes, kan udarte til lidet musikalske Mislyde. Den mindste indenlandske Drossel er Vindroslen, n. Rødvingtrosten eller Rød- vingen (T. iliaeus), ogsaa kaldet Røddroslen, fordi dens Sider og nedre Vingedækfjer er rustrøde. Rugende forekommer den i Europas og Asiens nordligste Skovegne samt i Himalayabjærgene; i Norges og Sverrigs nordlige Landskaber yngler den i stor Mængde, men ikke i Danmark, hvor den kun ses paa Gennemtrækket i Efteraaret (Oktober—No- vember). Dens Sang er, om ikke udmærket, saa dog ret behagelig. Ring drosle ns, n. Ringtrosten (T. torqvatus), Forekomst falder omtrent sammen med Vindroslens, dog ruger den ogsaa i England og Skotland samt paa de fleste mellem- europæiske Bjærge. Den er let kendelig ved en hvid, halvringformet Plet paa Forbrystet. Alle kender Nattergalens Sang, og de fleste sætter den højest af alle Fugles. Herom kan der tvistes, men ingen vil benægte, at en stille, lys, nordisk Sommernat fuld af Natter- galetoner er bedaarende. Vor nordiske Nattergal (Lusciniaphilornela) er lille og uanselig, knap paa Spurvens Størrelse, fint og spinkelt bygget. Dens Farver er lidet iøjnefaldende, dens Overside er brunlig, Struben hvidlig, Brystet graavatret og Bugen hvidgraa. Det nordøstlige Europa er denne Arts Hjem, nordligst forekommer den i Finlands sydøstlige Del, i det sydligste Sverrig og i Danmark, hvor Aarhusegnen danner Nord- grænsen for dens Udbredn ing. I Norge er den aldrig truffen. Den kommer hertil omkring Majdag, og Hannens Sang høres fra da af til St. Hansdagstid om Aftenen til langt ud paa Natten og om Morgenen. I Begyndelsen af August tiltræder den Rejsen til Mellemafrika, hvor den tilbringer Vinteren uden at synge.