Vor Klodes Dyr 1

FIRBENENE. 393 med Snæpper, og man har Eksempel paa, at et Par Englændere der skød over 1000 Styk- ker i Løbet af 3 Dage. Skønt den har god Fred paa mange af sine Ynglepladser, tager den Aar for Aar af i Tal, og hvis der ikke sørges for Fredning om Foraaret, vil den vistnok snart blive forholdsvis sjælden i mange Egne. Som Krybdyrene fremstod paa Jorden, medens denne overalt havde et varmt og ligeligt Klima, saaledes holder de sig i Nutiden væsentligt til de Jordstrøg, der endnu er begunstigede med et saadant. Som koldblodede Dyr er de afhængige af Omgivelsernes Temperatur, kun hvor denne er nogenlunde konstant og høj, føler de sig rigtig hjemme. Nordens lange, barske Vinter er ikke noget for dem, og kun faa Arter formaar at udholde den, idet de søger Be- skyttelse ved at gemme sig bort i lune Kroge, hvor de ligger i Dvale, til Varmen vækker dem. Allerede de varmere Dele af den palæark- tiske Region huser dog en ret fyldig Krybdyr- fauna, og selv vore nordlige Egne savner ikke ganske hverken Øgler eller Slanger. De tætte, mørke og fugtige Skove skyr de vel som Regel, men paa de aabne, solbeskinnede Skovsletter, paa Heder, i halvtørre Moser og lig- nende Steder har de Tilhold og Tumleplads. Den, der en solvarm Forsommerdag iagt- tager Dyrelivet paa saadanne Steder, vil snart .-V i/); jr S < y ...„ > blive opmærksom paa Firbenenes vimse Fig. 215. Det levendefødende Firben. Færd. Ud og ind smutter de mellem det ras- tende Løv, snart leger de med hinanden, snart er de paa Jagt efter en Flue eller et andet Insekt, snart flygter de ilsomt, naar en formentlig Fare truer dem. De er nydelige. Det spidse Hoved med dc klare, opmærksomme Øjne, den slanke, trinde Krop, den lange, smækre Hale og de lave, men vel Lidviklede Ben med 5 tynde, fine Tæer paa hver Fod er alt sammen smukt og sirligt. Betragter man dem nærmere, er der Enkeltheder nok, som fanger ens Opmærksomhed. Dyret rækker sin lange, flade, dybt kløftede Tunge spillende ud af sin med mange, smaa og spidse Tænder udrustede Mund. Det nederste Øjelaag skydes jævnligt op over Øjet, medens det øverste holdes næsten ubevægeligt. Lidt bag Øret bliver man en lille, rund Hinde var, den udvendigt synlige Trommehinde, og man vil lægge Mærke til de fine Skæls skiftende Former: Paa Hovedet er de store, mangekantede og glatte, paa Ryggen smaa og kornede, paa Bugen og Halen større, fir- kantede og ordnede i regelmæssige Tværrader eller Baand. Vor Klodes Dyr.