Vor Klodes Dyr 1

HUGORMEN. 405 Allerede paa varme Martsdage kan man se Hugorme sole sig paa Sydskraaninger i Hede eller Skov, men først en Maaneds Tid senere kommer de almindeligere frem. Naar det bliver rigtig varmt i Luften, begynder Parringen, under hvilken et større Antal Individer af begge Køn undertiden slynger sig sammen til et afskyeligt Knippe. I August eller Sep- tember føder Hunnen 5 til 15 smaa Utusker, thi det Navn fortjener de unge Hugorme saavel som de gamle, arrige, biske og ondartede, som de er fra Modersliv af. De er ved Fødselen c. 20 Ctm. lange, saa føre som et tykt Blyant og i Forhold til Størrelsen lige saa giftige som deres værdige Ophav, hvilket de smaa Firben, der' udgør deres væsentligste Kost, snart faar at føle. Vinteren tilbringer Hugormene i dyb Dvale, godt gemte i et eller andet Hul. I Grav-. kamre fra Stenalderen, i forladte Rævegrave, Stendiger o. 1. Steder kan man træffe hele Hobe af det giftige Kryb, og vi har engang af en paalidelig Mand hørt om saadant et Fund, der, maaske no- get overdrevent, an- sloges til »halvanden Skæppe«. Hugormen staar, ef- ter det ret indgaaende Kendskab vi har til dens Færd og Karakter, for os ikke blot som et far- ligt, men ogsaa som et modbydeligt Dyr, der bør tilintetgøres, naar og hvor det træffes. Der er noget usigelig lumsk ved Udtrykket i dens ondskabsfulde Ansigt, Fig. 220. En Hugorm forstyrret i sin Middagsro (efter Fotografi). og man, skal lede længe, inden man finder et be- dre Billede af vildt og sanseløst Raseri end det, en tirret Hugorm frem byder. Kløgtig er den visselig ikke, og dens Ondskab er alt andet end beregnet; den gør simpelt hen Brug af sit eneste Vaaben, naar den overraskes og tror sig i Fare, men da dette Vaaben er saa farligt, kan ingen fortænke os i, at vi dræber den, naar vi ser vort Snit. Det vilde sikkert enhver gøre, der, som vi, har oplevet at træfte sine Smaabørn legende med en Hugorm i Haven, idet de pirrede til den med en Pind og morede sig kosteligt over dens arrige Fremstød. Menneskenes Børn har desværre sat det, hos de fleste Dyr levende, Instinkt til, som advarer mod Giftslanger. Foruden Mennesket bidrager adskillige Dyr til at holde Hugormenes Antal inden for visse Grænser, navnlig Ilder, Grævling, Pindsvin, Musvaage, Slangeørn og Stork. Den sidste bringer ikke helt sjældent levende Hugorme hjem, og vi kender Eksempler paa, at de er bleven tabte eller maaske med Villie kastede ud af Reden ned i en Bondegaard til liden Fryd for dennes Beboere. I det sydvestlige Europa forekommer en anden Hugormeart (Z7. aspis) af samme Stør-