AÅDSELGRAVEREN.
413
Naar et Antal Aadselgravere har forsamlet sig om et lille Kadaver, helmer de ikke, før
de har faaet sænket det i Jorden, hvis denne er løs nok. Under Arbejdet samvirker de
tilsyneladende efter en bestemt Plan; de graver Jorden bort under Liget, til det synker ned
i den, hvorpaa de atter dækker det til. Hanner og Hunner virker lige ivrigt, og naar Ar-
bejdet er endt, finder Parringen Sted, hvorefter Hunnen graver sig ned til Aadselet for at
lægge Æg paa det. Larverne udklækkes hurtigt og æder sig snart store og fede i de raad-
nendc Stoffer, og naar de har naaet fuld Størrelse, graver de sig dybere ned for at for-
puppe sig og overvintre.
Naar Aadselgraverne gør sig saa stor Flid med at nedgrave de fundne Kadavere frem-
for at lægge Æg paa eller i dem straks, hvad andre Insekter med aadselædende Larver
Fi'g. 225. Aadselgravere.
gør, medfører det den store Fordel for deres Afkom, at Konkurrencen om Fødeemnerne
bliver mindre, end hvis det maatte kappes med hele den Vrimmel af andre Insektlarver,
som vilde fremkomme, om Aadselet blev liggende oven paa Jorden. Dette er Aadselgra-
verne sig vel næppe bevidst, men Vanen at nedgrave Lig er bleven fæstnet derved, at den
er saa formaalstjenlig og giver dem, der følger den, et Forspring for dem, der ikke gør
saa. Følgende Forsøg anføres af Brehm som et Bevis paa disse Smaadyrs Klogskab: Man
bandt et lille Dyrelig saaledes til en Pind, der var stukken skraat ned i Jorden, at det
næsten naaede Overfladen. Aadselgravere samlede sig snart om det, men kunde jo ikke
komme til at grave det ned. Saa gravede de omkring Pinden, til denne faldt om, og nu
var der intet i Vejen for at behandle Liget som sædvanligt.
At drage Slutninger om Dyrenes Omtanke ud fra saadanne forsøg, forekommer os
dog forhastet. E11 nærliggende Mulighed synes det at være, at Lugten af Lig faar Aadsel-