Vor Klodes Dyr 1

 41 8 DE PALÆARKTISKE DYR. Insekters saa fremtrædende grønlige Skær. Imidlertid kan dog ogsaa de, naar de er til Stede i Mængde, frembyde et interessant Syn. Vi mindes saaledes, at vi en Nat langt ud paa Sommeren paa vor Vej over en engkranset jydsk Aa, blev opmærksom paa et svagt Lys i Græsset, som viste sig at hidrøre fra St. Hansormelarver. Det var blaaligt fosforescerende og tiltog i Styrke, naar man tog Larven i Haanden. Hvor vi end vendte Blikket, var der paa det ikke lille Terrain Hundreder og atter Hundreder aflysende Smaa- dyr, et Mylder af St. Hansormeyngel, som vi aldrig havde tænkt os Muligheden af. Tid- ligere paa Aaret maa her, da Billerne fejrede deres Bryllupsfest under lysende Illumination, have været et fortryllende Skue at nyde. Lysets Natur er endnu ikke fuldt udredet. Under de lysende Pletter ligger et cellerigt Fedtvæv, i hvilket en Mængde fine Luftrørsgrene slynger sig; formodentlig tilføres der gennem dem en iltrig (surstofrig) Luft, der muliggør en langsom Forbrænding af Fedtet. Det staar i Dyrets Magt at lade Lyset skinne mere eller mindre stærkt, men næppe helt at slukke det, og man kan ved Pirring faa det til at glimte mere intensivt frem. Formaalet medLysevnen er, i alt Fald i første Linie, at vise Han- nerne Vej til de vingeløse Hunner. Hermed er dog hverken Hannernes eller Larvernes Lysen forklaret, men det kan maaske an- tages, at Hunnen først har erhvervet denne, og at den saa, efterhaanden som den ved det naturlige Udvalgs Virken blev stærkere ud- Fig. 2,0. Oliebille (Han). Præget' §ik om end svæk' ket i Arv til Yngel og til Hanner. Egenskaber erhvervede af det ene Køn har Tilbøjelighed til ved Arv at overføres til det andet og til at optræde hos Unger af begge Køn, om de end vedbliver at være stær- kest udprægede hos det Køn, der først blev udrustet med dem. Tidlig paa Foraaret, mens Anemoner (n. Hvidveis) og Smørblomster staar i Flor, van- drer der om i Græsset og mellem Skovbundens Urter nogle underlige Insekter, der egent- lig ikke ligner Biller, saaledes som vi Almindelighed kender disse. De er fra i1^ til 4 Ctm. lange, metalblaa af Farve, har opsvulmet Bagkrop og mangler ganske Bagvinger, medens der af Vingedækkerne er et Par store, fortil over hinanden gribende, bagtil gabende, blad- formede Skæl tilbage. Det er Oliebi Nernes (Meloé proscarabæus og maj al is') Hunner; Hannerne er mindre og har noget større Vingedækker. De hører til Plast er billerne (Vesicantia), saaledes kaldede, fordi de indeholder et Stof, der for nogle Arters Vedkom- mende er bleven benyttet i Medicinen til Fremstilling af blæretrækkende Plastre, og som gør dem uspiselige for de fleste Dyr. Mærkelig er Oliebillernes Udviklingshistorie. Naar de efter kort Tids Vellevnet paa saftige Plantedele har parret sig, dør Hannen, medens Hunnen, hvis Bagkrop er uformelig opsvulmet af Ægmassen, nedgraver sine Æg portionsvis i af hende selv dannede Jord-