Vor Klodes Dyr 1

TRÆBUKKENE. 419 huller. Snart efter myldrer frem af disse de kun et Par Mm. lange, mørke, haarede og bevægelige Larver, hvis temmelig lange Ben ender med tre-kloede Fødder. De op- søger straks en Foraarsblomst for i den at afvente, som Mr. Micawber, at »noget skal vise sig«. Dette noget er en af de mange, enligt levende (ikke samfundsdannende) Bier, som paa denne Aarstid har travlt med at slæbe Honning og Blomsterstøv sammen til deres ventede Afkom. Aldrig saa snart sætter en saadan sig i en af Oliebillelarver besat Blomst, før en (eller flere) af disse kryber op paa den for at hage sig fast til den med sine skarpe Kløer. Den følger med til Biens Ynglebo, hvor den smutter af og anbringer sig paa et Biæg i en af Cellerne. Først æder den lille Slubbert saa Ægget, naar Bien, der ikke aner Uraad, har provianteret og lukket Cellen, og skyder derefter Ham. Den forvandles til et blødt, maddikelignende Væsen, der gaar i Gang med at fortære Honningen og Bi- brødet og vokser sig tyk og fed ved den nærende Kost. Derefter omdannes den til en fodløs, men for øvrigt ikke i Form fra Larven synderlig forskellig Skinpuppe og hviler nu nogen Tid i denne Skikkelse uden at tage Næring til sig, indtil der inden for den haarde Hud udvikler sig en blød, ormlignende Larve, der hurtigt forvandler sig til den endelige og egentlige Puppe. Dette Insekts Historie viser, hvor overordentlig vanskeligt Studiet af saadanne Dyrs Liv kan være. Det gennemløber 7 Stadier: Æg, bevægelig Larve, maddikelignende Larve, puppelignende Larve (Prochrysalide), ormlignende Larve, virkelig Puppe og fuldkomment Insekt og maa under denne Udvikling følges fra Æglejet i Jorden til Blomsterne, derfra over paa Bien, i dennes Yngleceller og endelig mellem Foraarsplanterne. Det kan ikke undre, at vi endnu kun er ukendte med mange Insekters fulde Udviklingshistorie. Til Plasterbillerne hører ogsaa den spanske Flue (Lyttet vesicatoria), en prægtigt metalgrøn, med traadformede Følehorn udstyret, i1/, til 2 Ctm. lang Bille, hvis knuste Legeme benyttes til Trækplastre. Den ses undertiden i Mængder ved Foraarstid paa Træer og Buske, navnlig Aske, Ligustre og Syrener, og Hunnen lægger talrige Æg i Jorden, af hvilke Larver, der ligner Oliebillernes, kommer frem. De lever et Snylteliv omtrent som det ovenfor skildrede, dog opsøger de selv Biens Bo og kider sig ikke transportere hen til den af dens Ejer. Omkring paa Træstammer, Plankeværker, Tømmerstabler o. 1. vil man ofte kunne se nogle i Reglen ret store, langstrakte, med lange, traadformede Følehorn forsynede, oftest matfarvede Biller promenere. Det er Træbukke (■Cerambycidæ), der mest hører hjemme i Skovene, men som ofte føres ind til Byerne, ja ind i Husene, idet de som Larver og Pupper lever i Træernes Ved, i hvilket de meget vel kan fuldende deres Udvikling, selv om det skæres til Tømmer. Mindre Arters Larver lever dog ogsaa i urteagtige Planter, og de forekommer derfor i endog ganske træløse Egne. Æggene lægges i Reglen paa Træernes Bark eller bringes ved en Læggeskedes Hjælp ind i dennes Revner, i Vedhuller o. 1.; ofte vælges ogsaa til Æglægningssted døde Træer, Stubbe, Vedbunker og sligt, og kun i de færreste Tilfælde anbringes Æggene i fuldt sunde, groende Stammer. Larverne æder sig ind i Barken eller gennem denne og danner uregel- mæssigt bugtede Gange mellem den og Veddet, ind i hvilket de til sidst minerer en nogle Ctm. lang Gäng, som benyttes til Puppeleje. Larverne er bløde, hvide eller gullige, med haardt, mørkt Hoved, samt korte Følehorn og Ben. 51*