Vor Klodes Dyr 1

M ARIEHØNSENE. 421 er sorte eller metalgl i nsende, undertiden ogsaa tegnede med lysere Farver. En Art (Phyl- liodes chrysocephald) gør stor Skade paa Rapsen, idet Larverne lever i Stænglerne, medens Billerne om Foraaret æder dens spæde Blade. En anden Art med en gul Stribe ned ad hver Dækvinge (Phyllotreta nenwrum) ødelægger fremspirende Planter af de korsblomstredes Familie (Radiser [n. Reddiker], Kaal o. s. v.). Disse to og mange flere Arter kan man om Foraaret træffe massevis i Have og paa Mark, hvor de springer om med forbavsende Sæt ved Hjælp af det kraftige, til Springben omdannede zctje Lemmepar. Ogsaa af Skjold bil lernes (Cassidæ) Familie lever de største og smukkeste Arter i Troperne, og vi nævner dem kun her, fordi deres Larver er ganske mærkelige. De er flad- trykte ligesom de udviklede Biller og af spidsovalt Omrids. I Bagenden har de et Par lange Børster (Halenokker), som bæres bøjede op over Ryggen belæssede med en Eks- krementhob. Formodentlig tjener dette til at maskere de paa og af Blade frit levende Smaadyr, saa de vanskeligere bliver opda- gede af insektædende Smaafugle. Bedre kendte er de halvkugleformede, i Reglen paa gul eller rød Grund sortplettede Mariehøns, n. ogs. Marifly (Coccinellidæ), hvis langstrakte, med forgrenede Hud ud- vækster besatte, ret hurtige og temmelig broget farvede Larver huserer frygteligt mel- lem Bladlusene. Som mange andre Insekter kan Mariehønsene undertiden optræde i for- bavsende Masser, saaledes var de et Aar, vistnok i Slutningen af Tteserne, en Tid lang ud paa Sommeren saa almindelige i Københavns Omegn, at man i Forstæderne vanskelig kunde sætte Fod til Jord uden at træde nogle af dem ihjel. De afsondrer som Forsvarsmiddel en gul Saft, der pipler frem mellem Benenes Led og i Virkeligheden ikke er andet end deres Blod. Den har vistnok en hæslig Smag, i alt Fald viser uerfarne Kyl- linger, der har pikket en Mariehøne op, de tydeligste Tegn paa Væmmelse og kan ikke bevæges til at gentage Forsøget. Mariehønsene er da ogsaa udstyrede med de almindelige Advarselsfarver: sort og gult (eller rødt). Et meget passende Navn har Snudebillerne (Curculionidæ) faaet, thi det mest paa- faldende ved dem er deres i en lang Snabel udtrukne Hoved, paa hvis yderste Spids de smaa Munddele og den lille Mundaabning har Plads. De kølleformede, i Reglen »knæk- kede« (paa Midten med et Led delte) Følehorn sidder paa »Snuden«, snart nærmere ved, snart fjernere fra Munden; under Hvilen lægges de hos mange Arter ind i en Fure paa langs ad Snabelen. De som oftest meget haarde, ikke sjældent fint skulpterede Vingedæk- ker er stærkt hvælvede, og Legemet løber spidst til i Bagenden; det er ofte tæt beklædt med skællignende Haar, undertiden ogsaa med et voksagtigt Overtræk. Larverne er bløde, hvide, blinde og maddikelignende. Som udvoksede lever Snudebillerne paa og af Planter, som Larver i disse eller paa dem, i ofte kunstige Reder af sammenrullede Blade eller Bladdele. Mange er meget skade- Fig. 232. i. Tømmermand (Han). 2. Sammes Hun. 3. Aspebuk. 4. Væver.