Vor Klodes Dyr 1

HONNINGBIEN. 429 Maaske opkaster en ærgerrig Arbejder sig til Dronning, men da hun som ubefrugtet og ude af Stand til at befrugtes kun lægger Droneæg, gaar Stadet til Grunde. Alt dette ved Bierne god Besked med, hvilket let kan skønnes af den Ro, de viser, selv om Dronningen berøves dem, naar der blot i Stadet er Dronningyngel eller Arbejderyngel, der kan om- dannes til Dronningyngel. Mangler saadant, kommer der Uro og Forvirring over det gan- ske Folk. Det er dog ikke altid, Bierne i et Stade forstaar at tiltrække Dronninger af Ar- bejderæg eller Larver, selv om saadanne af passende Alder staar til Raadighed; hvilket, ved Siden af meget andet, viser, at »Instinkterne« ikke altid kan gøre det ud. Skiller man et Stade i to Afdelinger ved en Glasvæg, bliver der stort Opstyr i den Side, hvor Dronningen mangler, men erstatter man Glaspladen med et fint Traadnet, falder alle til Ro. De kan da fra begge Sider »tale« med hinanden og gøre sig forstaaelige for hinanden. At Bierne er i Stand til paa en eller anden Maade at meddele sig til hin- anden, kan der ikke være Tvivl om, rimeligvis spiller Følehornene Rolle som Meddelelses- middel. Herpaa kunde anføres mange Beviser. Inden Sværmningen udsendes der saaledes Spejdere, som undersøger Omgivelserne og udsøger Pladsen til den nye Bo; undertiden tager nogle af dem ogsaa et saadant i Besiddelse og holder det besat, til deres Kammerater har bragt Besked hjem og ført Sværmen til dens nye Hjem. Hvorledes skulde sligt kunne udføres, uden at Dyrene kan meddele sig til hinanden ? Det samme kan man slutte af Samarbejdet i Boen, som ingenlunde altid kan forklares som fremkommet ved et Fælles- instinkt. Falder f. Eks. en Kage ned, eller truer den med at falde, understøttes den paa den formaalstjenligste Maade med Baand af Propolisvoks (en harpiksblandet, sejg Masse), ligesom de andre Kager efterses og om fornødent afstives for at undgaa lignende Kalamiteter. Engang iagttog man følgende: en Honningkage, der var folden ned, trykkede Naboen og spærrede Passagen. Den blev først afstivet ved horisontale Tværbjælker mellem den og de to Naboer, derpaa blev en Gennemgang dannet foroven, og endelig blev den ved Propolisbaand fæstet til Væggene, hvorpaa de nu overflødige Støttebjælker blev fjernede. Den berømte Huber prøvede engang at anbringe et Bifolk i en Kube med Gulv og Loft af Glas, hvis glatte Flade yder daarligt Fæste for Cellekagerne, der normalt stedse bygges lodrette, udgaaende fra Rummets Loft. I dette Tilfælde begyndte Bierne imidlertid at bygge ud fra den ene Trævæg over mod den modstaaende, men da H. dækkede denne med en Glasplade, bøjede de af i en ret Vinkel og førte Kagen over til en af de andre Vægge. De maatte i Bøjningen gøre Cellerne paa den konvekse Side større, dem paa den konkave mindre end normalt, og da deres Bund er fælles, maatte de første blive videre, de sidste snævrere ud mod Mundingen. Dette viser, at Bier ikke altid bygger helt skema- tisk, og synes at forudsætte et aftalt Samarbejde. Mærkeligt er det, at enkelte Bifolk undertiden kan forfalde til at plyndre andre Stader og stjæle Honningen fra deres Beboere. Det begynder med, at nogle enkelte Individer finder paa at stjæle, efterhaanden forfører de saa de andre. De dræber det fremmede Stades Dronning og udplyndrer det derefter. Ogsaa Humlebier kan de hitte paa at plyndre, og Humierne tvinges da til at udlevere det af dem samlede Honning og Blomsterstøv. Der- imod dræbes de ikke, formodentlig fordi man vil plyndre dem oftere. Naar man fodrer et Bifolk med spiritusholdig Honning, kan man kunstigt demoralisere det, saa det forfalder