432
DE PALÆARKTISKE DYR.
Selv lever de af søde Safter, men til Yngelen maa de fange Fluer, Edderkopper o. 1. Den
store Gedehams (Vespa crabro) kan saaledes blive en slem Fjende for Honningbierne,
som den snapper væk, naar de flyver ud fra eller hjem til Kuben.
Den palæarktiske Region huser en stor Mængde Myre-Arter, hvis Samfund er de
mest fuldendte Organisationer af denne Art, som træffes blandt Dyrene. Ethvert saadant
Samfund er sammensat af Hanner, Hunner og Arbejdere (kønshæmmede Hunner). De to
første er vingede, de sidste vingeløse, men det bør bemærkes, at ogsaa Arbejderlarverne
viser Anlæg til Vinger, der dog taber sig i Puppestadiet. De vingede Former fremkommer
ud paa Sommeren, men Arbejderne passer godt paa dem og tillader dem ikke at flyve ud,
før Tiden til at sværme er kommen.
Fig. 242. Stor Gedehams (Vespa crdbro).
En sen Sommerdag er der usædvanligt Røre i Myretuen. Arbejderne løber ivrige og
dog uden at tage sig noget for om paa Tuen og i dens nærmeste Omgivelser, konfererende
nervøst med hinanden ved Hjælp af Følehornene. Mellem dem ses i stor Uro en Mængde
større Myrer med lange, klare Vinger. De løber frem og tilbage, ud og ind, bestiger Græs-
straa og Urter i 1 uens Omegn, og deres Tal tager til fra Minut til Minut. Pludselig som
paa et givet Signal, strømmer ud af alle Tuens Huller Skare paa Skare af vingede Myrer,
som besætter alle ophøjede Genstande i Omkredsen og hæver sig i Luften paa skinnende
Vinger som en tæt Sky. Det er ikke blot denne ene Tue, hvis kønsmodne Beboere svær-
mer, men mange, maaske saa godt som alle Samfund tilhørende samme Art udsender
samme Dag lignende Sværme. Luften kan være som levende af dem, saa det er yderst
ubehageligt at færdes ude saadan en Myrernes Bryllupsdag.