Vor Klodes Dyr 1

434 DE PALÆARKTISKE DYR Store Skarer af Arbejdere er Bygningshaandværkere, der opbygger Hjemmet, saaledes som dette efter Artens Sædvaner skal være. Der er stor Forskel paa Tuernes Beskaffenhed. Den store, brune Skovmyre (Formica rufa) lever særlig i Naaleskove og anlægger Tuer i og under meterhøje, sammenslæbte Hobe af affaldne Naale. Kæmpemyrerne (F. hcrculeana og ligniperda), hvis kønnede Individer bliver indtil 2 Ctm. lange, udhuler sig Boliger i store, ofte sunde og kraftige Træer. En lille, sort Art (F. fuliginosa) murer Gallerier i hule Træer af tygget, med sejgt Spyt sammenkittet Træmasse. Den gule Myre (Lasius favns) anlægger sine Boliger under Stene, i Urtepotter o. 1. og benytter Ler eller Muld sammenæltet med Spyt til sine Bygningsarbejder. Og saa fremdeles. Mange Iagttagelser taler for Intelligens hos Myrernes Bygningsarbejdere. Man har saaledes set en, rimeligvis ældre og mere erfaren Arbejder uden videre rive en af en anden paabegyndt Mur ned, fordi den var vind og skæv, og opføre den, som den skulde være. Og Ebrard fortæller, at han engang iagttog en Arbejder tilhørende Formica fusca, som skulde forbinde en Mur med en anden saaledes, at en Aabning imellem dem overhvælvedes. Den kunde ikke overdække de 12 — 15 Mm. med Ler alene og tog derfor sin Tilflugt til en nærstaaende Plante med fine, smalle Blade. Den trak det nærmeste af disse ved Spidsen hen over Aabningen og tyngede det ned med Ler. Men da det ikke rigtig vilde folde til Rette, gnavede den ved dets Basis for at faa det til at give efter, og da heller ikke det hjalp, hobede den Jord op i Vinkelen'méllem Stamme og Blad, hvorved dette blev tvunget ned, saa det kunde benyttes til Overligger over Aabningen. Mærkelig nok synes Myrerne ikke ved Byggearbejdet at gaa frem efter nogen fælles og forudfattet Plan. Hver bygger efter sit Hoved, men vinder Arbejdet Bifald, hjælper andre med at udføre Ideen, og mange opstaaende Vanskeligheder overvindes snildt og let. At Myrerne er saa smaa, maa ikke forvirre, deres Boliger er lige saa vanskelige at konstruere som vore, og lige saa utænkeligt det er, at et Eiffeltaarn kunde bygges alene i Kraft af et Instinkt, ligesaa umuligt er det, at Myrerne kan opføre en Tue med alle dens Kamre, Haller, Søjler, Gallerier, Pilastre, Hvælvinger o. s. v. uden Anvendelse af en vis Fornuft og Dømmekraft. Noget mindre forbavsende bliver den Dygtighed, mange Myrer udfolder, naar det tages i Betragtning, at de, som John Lubbock har vist, kan blive indtil 14 og maaske flere Aar gamle. Selv om de fleste Individer dør langt yngre, vil der dog altid i Samfundene være nogle gamle og erfarne Arbejdere, der kan vejlede de andre. De fleste hos os levende Myrer staar endnu paa »Samlerens« Trin, idet de lever af alt, hvad der falder for. Andre er dog saa fremskredne i — tør vi sige Kultur? — at de ikke blot besøger Bladluskolonierne for at samle den søde »Honningdug«, men ogsaa holder Bladlus i deres Tuer som Malkekvæg. Græsrødder, der gaar gennem Tuerummene, er tæt besatte med saadanne. Om Efteraaret, naar de vingede og særkønnede Bladlus frem- kommer, aabner Myrerne dem Vej ud af Tuen, vel vidende, kunde det synes, at de kun parrer sig i Luften. Siden søger de at faa fat i nogle af de befrugtede Hunner, som de slæber ned i deres Bo, hvor de lægger Æg. Disse passes med samme Omhu som Myrernes egne, og de om Foraaret udklækkede Unger anbringes paa Græsrødderne. Ogsaa de paa overjordiske Plantedele levende Bhdlus’s Æg indsamles og overvintres i Tuerne for om Foraaret at blive bragte ud paa passende Planter. Selv levende Bladlus flytter Myrerne om med, for ved Hjælp af dem at danne nye Kolonier. De sidder med deres lange Sugesnabel boret dybt ned i saftige Skud, men Myrerne forstaar at faa dem til at trække den til sig,