Vor Klodes Dyr 1

BLADHVEPSENE. 437 Inden vi forlader Myrerne, vil vi endnu tilføje nogle Smaatræk, der kun kaste lidt Lys over deres i Reglen undervurderede Aandsliv. De kan meddele sig til hinanden, rime- ligvis ved Hjælp af et Slags »Følehornssprog«, berette hinnaden, hvor der er Føde at hente o. 1. Medlemmer ak samme Tue kender hverandre, vistnok ikke individuelt, men som hørende til eet Samfund, og som det synes spiller Lugtesansen Hovedrollen herved. John Lubbock mener dog at have Grund til at tro paa virkelig individuelt Venskab mellem Myrer. Huber har set Myrer lege Skjul, slaas paa Skrømt med hinanden som Hundehvalpe, brydes o. L, og Moggridge paastaar at have set, hvorledes saarede efter en Kamp blev bragte i Sikkerhed i Boen, ligesom ogsaa, at en syg Myre af nogle Kammerater blev bragt ned til et lille Vand, badet og tørret i Solen. Det er ogsaa blevet sagt, at de ikke blot begraver deres døde, men at slaveholdende Myrer begraver Ligene af »Herrerne» enkeltvis i Rækkegrave, medens Slavernes Lig blot slæbes ud af luen uden at blive begravede. Naa! man behøver jo heller ikke at tage alt, hvad der saaledes berettes, for gode Varer, der bliver nok endda af virkelig konstaterede Fakta at forundre sig over. Saa vanskeligt det er at dømme om os saa fjernt staaende Dyrs Aandsliv og Aandsevner, et er vist alt lader sig ikke forklare som og ved Instinkter. Allerede Cicero siger, at Myrerne ikke alene er i Besiddelse af Modtagelighed for ydre Paavirkninger (sensus), men ogsaa af Sjæl, Forstand og Hukommelse (mens, ratio, memoria), og han turde til en vis Grad have Ret. Fra Myrerne vender vi os til Bl ad hvepsene (Tenthretinidæ), hvis Bagkrop er bred og ustilket, og hvis Hunner har en kort, savtakket Læggebrod. Deres Larver ligner meget Sommerfuglenes og er ligesom disse udstyrede med Gangvorter foruden de legitime 3 Par Ben. De lever, ofte selskabeligt, paa og af Planter, medens Hvepsene selv i Reglen lever af Rov. Æggene lægges i smaa, med Brodden under grønne Bladstilkes Overhud dannede Poser, og de af dem udklækkede Larver har for mange Arters Vedkommende den sære Vane at indtage bestemte Stillinger, naar de forstyrres. Nogle bøjer, idet de hol- der sig fast ved et Blads Kant med de forreste Ben, Legemet opad i en S-formet Bue, hvilket ser ganske kuriøst ud, naar en hel, tæt Række af dem ligesom paa Kommando staar saaledes paa Hovedet. Andre holder sig fast med de bageste Gangvorter og rejser Forkroppen i Vejret, atter andre stiller sig i lignende Positur, men svinger taktmæssig den hævede Del af Legemet frem og tilbage. Hvorfor, er uforstaaet. Flere Arters Larver udkrænger. naar de vejrer Fare, en Række Vorter paa Bagkroppen, som giver en stærkt farvet Vædske fra sig: deres Blod. Dette smager rimeligvis ilde, saa de lades i Ro af insektædende Dyr; mange af dem er klædte i afstikkende Advarselsfarver. For øvrigt er langt fra alle Bladhvepsehrver ildesmagende, mange efterstræbes ivrigt af Fugle, Mus, Egern o. s. v., hvilket navnlig Skovejere bør erindre, da adskillige Arters Larver gør betydelig Skade paa Træerne. Fyrren, der i det hele har mange Fjender blandt Insekterne, lider ofte haardt under Angreb af Larver tilhørende Bladhvepsen Lophyruspini. Nær beslægtede med Bladhvepsene er Træhvepsene (Urocerida), hvis Bagkrop ofte er forlænget, og hvis Hunners Læggebrod mange Gange er meget lang. Ligesom hos Bladhvepsene er den fæstet til Underlivet langt fortil, men ligger i Hvilestilling i en Fure paa dets Underside. Furens Kanter er forlængede ud over Legemets Bagende som de to Sidedele af en Skede, der beskytter Læggebroddens Spids. Desuden er selve Bagkrop-