Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
436
DE PALÆARKTISKE DYR.
Fig. 244. Skovmyrer.
til Aastedet styrter Armeen, der kan tælle fra nogle Hundrede til flere Tusind Mand, sig
over Fjenden og søger at trænge ind i hans Bo. Ofte lykkes dette først efter en blodig
Kamp, undertiden bliver Angrebet afslaaet. Lykkes det, søger hver af Angriberne at be-
mægtige sig en Puppe, som bortføres til Hjemmet eller overleveres til en ventende Slave.
For at undgaa Muligheden af at faa Han- og Hunpupper mellem Arbejderpupperne fore-
tages Rovtogene stedse efter Sværmetiden; der er da kun Arbejderpupper i Tuerne. Efter
Hjemkomsten overgives Byttet til de hjemmeblevne Arbejdere og Slaver, som plejer og
passer det og bider Hul i rette Tid paa Puppehylstrene for at hjælpe de nye Deltagere i
Samfundsarbejdet ud. Af de hos os forekommende Myrearter er i alt Fald een, den blod-
røde Myre (F. sangvinea), slaveholdende; i dens Boer findes Arbejdere af flere Arter som
1 rælle, men dens egne Arbejdere deltager dog i alt forefaldende og udretter maaske endda
det meste selv. Heller ikke i alle dens
Tuer findes Slaver.
Derimod er Sydeuropas Amazon-
myrer (Polyergus rufes c en s) ganske af-
hængige af deres Slaver, der tilhører to
forskellige Arter. De er saa vanslægtede
ved det, uden Tvivl i uhyre lang Tid
bestaaende Slavehold, at de ikke engang
kan spise selv. Sætter man et AntalAma-
zonmyre-Arbejdere i et Glas med rige-
lig Føde, viser det sig straks, med hvor
liden Ret de bærer Arbejdernes ærlige
Navn. De sulter ihjel, hvis man ikke
sætter nogle Slaver ned til dem. Men gør
man det, kommer der snart Gænge i
Tingene: de mader Herrerne, renser og
pudser dem, tager fat paa Byggearbejdet
o. s. v. Undertiden er Amazonmyrerne endog for dovne til at gide udføre det eneste, de ta-
ger sig for: Røvertog nemlig. Da søger Slaverne at opmuntre dem dertil, de haler dem ud
at Fuen, puffer til dem o. s. v. Driver de det for vidt, tager Herren Slavens Hoved mellem
sine sylspidse Kindbakker, og ydmyger denne sig da ikke straks, er det ude med den.
Men i Almindelighed føjer Herrerne sig og drager ud paa det af Slaverne ønskede Tog.
Hvor stor Udstrækning Slaveholdet kan antage viser følgende: Et Samfund af Amazon-
myrer foretog i Løbet af 30 Dage 44 Rovtog, af hvilke de 28 lykkedes fuldtud, de 9 kun
delvis; de øvrige mislykkedes. I alt blev der en Sæson igennem af et andet, stærkt Sam-
fund røvet c. 50.000 Pupper. Skønt vi hos de palæarktiske Myrearter kun undtagelsesvis
finder den 4de Form, de storhovedede »Soldater« med de vældige Kindbakker, er de dog
krigerisk anlagte og vel udrustede til Kamp. Arbejdernes Kindbakker er gode Vaaben, og
desuden har de jo som bekendt en Gift til deres Raadighed. Denne, Myresyren, afsondres
af Kirtler i Bagkroppen og udsprøjtes gennem dennes Spids. Naar en Myre har bidt sig
fast i vor Hud, ser vi den derfor ogsaa hæve Bagkroppen og føre dens Spids hen til Saa-
ret, i hvilket den da sprøjter Giften ind. Andre, men rigtignok kun faa palæarktiske Arter,
har en Giftbrod i Bagkropspidsen (S tik myrer).