Vor Klodes Dyr 1

444 DE PALÆARKTISKE DYR. kun har eet større Ganglie, medens Faarekyllingerne har tre og Sommerfuglelarverne mange. Jo sikrere og mere centralt Stikket rammer, og jo flere af Knuderne der ved dets mekaniske Virkning og ved den indførte Gift gøres uvirksomme, des fuldkomnere vil Lamheden blive, og des sikrere vil Afkommet trives. Dræbes Dyrene ved Læsionerne, vil de maaske gaa i Forraadnelse, før Larverne har draget Nytte af deres friske Safter, og bliver de ufuldkomment lammede, kan de gøre disse Skade ved deres krampagtige Be- vægelser. Men er de helt lammede, holder de sig levende og friske men ubevægelige saa længe, at Larven kan nyde godt af dem alle uden Risiko for at mases af dem. Ingen Gravehveps har nogen Sinde havt mindste Begreb om, hvorfor den stak netop saaledes og netop saa mange Gange, men de, der stak bedst, sikrest og mest formaals- tjenligt, har haft størst Udsigt til at formere sig og har nedarvet det stadigt fuldkomnere Instinkt til sine Efterkommere. Man kan for øvrigt netop hos disse Dyr se, hvorledes et stereotypt virkende Instinkt kan medføre Farer for Afkommet. Saaledes vil en Sphex altid, naar den kommer med et Bytte til sit Hul, lade det ligge udenfor et Øjeblik, mens den selv gaar ind for at under- søge Forholdene. Den vil formodentlig se efter, om ikke en Snylter har været paa Spil. Tager man nu Faarekyllingen bort, medens Hvepsen er inde, saa henter den ikke en an- den i Stedet, men lukker for Hullet, skønt der er en Faarekylling mindre i dette, end der behøves til Larvens Ernæring. Instinkt synes altsaa at byde den foretage sig en vis Handling et vist Antal Gange, og den er ude af Stand til at afvige herfra, selv om nok saa gode Grunde taler derfor. Visse Iagttagelser viser dog, at ogsaa disse Dyr til Tider ledes af andet end Instinkter. Man har saaledes set en Tachytes nigra, der normalt selv graver Gange og samler Larve- foder, erobre en fyldt Larvebo fra en Sphex og lægge sit Æg i den. Von Sieboldt saa ogsaa enkelte Oxybelus-Hunner stjæle Fluer fra andre, flittigere Søstre, i Stedet for selv at jage. De kunde, da saadant Tyveri maa spare Tid og Kraft for dem, tænkes at være paa Vej til at uddanne en ny Art med modificeret Levevis og deraf følgende nye Instinkter. Naar en Gravehveps endelig har fyldt sit Jordhul med saa mange lammede Dyr, som Artens Sæd er, stopper den Indgangen til og belægger den med Smaasten o. 1. Et af vore Billeder viser efter Peckham en Ammophila — rigtignok en amerikansk — i Færd med dette Arbejde, efter hvis Fuldførelse den sagtens antager sin hellige Grav for vel forvaret. Men ak! kun alt for ofte har en snedig Snyltehveps eller Flue paa en eller anden Maade faaet et Æg eller en Larve anbragt i den, til Fordærv for den legitime Beboer. Til disse Snyltere hører bl. a. de prægtigste af alle vore Hvepsearter, Gul d hvepsen e (Chrysidæ), der ofte skinner og lyser i deres herlige Metalglans paa Sommerens Blomster- flor. Til andre Tider ses de paa Steder, hvor Gravehvepse anlægger deres Yngleboer, lu- rende paa Lejlighed til at lumske et Æg ned i en af disse. Larven lever højt paa de ind- bragte Dyr og formodentlig ogsaa paa selve Gravehvepsens Afkom. Mod Stik af dennes farlige Brod er Guldhvepsen beskyttet ved sit meget haarde Kitinpanser og ved sin Vane, at rulle sig kugleformet sammen i Farens Stund, saa de blødere Partier paa dens Legeme dækkes af de haardere. Vi har her berettet en Del om de voksne Gravehvepses mærkelige Instinkter, men der kunde være lige saa meget at fortælle om dem, deres Larver er i Besiddelse af, og som leder dem under deres Udvikling. Det er højst forunderligt at se, hvorledes disse