Vor Klodes Dyr 1

DYRENES FARVER. 37 deres Hud var nok saa glat og fri for stikkende Haar eller Børster. En anden (Butler) eksperimenterede med nogle grønne Firben og med Frøer (n. Froske) og Edderkopper og kom til samme Resultat. Første Gang Larver af en Stikkelsbærsommerfugl (Abraxas gros- sulariata) blev rakte ind til Frøerne, »sprang de frem imod dem og slikkede dem ivrig; men næppe havde de gjort det, førend de syntes at opdage deres Fejltagelse og sad med gabende Mund, rullende med Tungen, indtil de var bievne de ækle Mundfulde kvit. Disse syntes ganske ubeskadigede og spadserede af Sted saa vims som nogen Sinde.« — Senere har talrige andre Forsøg (særlig af Poulton) bekræftet Wallaces oprindelige Formodning, at vi i mange Sommerfuglelarvers grelle Farver har et slaaende Eksempel paa Advarsels- farvers Betydning og netop derved kan forklare os disse Larvers store Hyppighed. — En af de mest mærkværdige Sommerfuglelarvers Ydre og Advarselsstilling beskrives af Poulton saaledes (sammenlign nedenstaaende Figur): »Larven af den store Hermelinskaabe (Cerura vinula) — Pilelarven — findes temme- lig hyppig paa vore Popler og Pile. De kredsrunde, kuppelformige Æg lægges enkeltvis eller i smaa Grupper paa to eller tre paa Bladenes Overside, og da de har en rødlig Farve, efterligner de meget godt i deres Ydre Galler eller sygelige Bladudvækster. De unge, smaa Larver er sorte og opholder sig ligeledes paa Bladenes Overside, hvor de ligner mørke Fig. 22. Pilelarven (Cerura vinula) uforstyrret og i Advarselsstilling. Pletter. Naar Larven bliver større, vilde disse tilsyneladende Pletter komme til at indtage for stor en Plads og let føre til Opdagelse. Legemet faar da ogsaa en grøn Grundfarve, som fortræffelig falder sammen med Bladets, medens den mørke Plet paa Ryggen bliver mere begrænset. Efter det sidste Hudskifte er den grønne Larve meget stor, og nu sidder den hyppigst paa Grenene af sin Næringsplante. Den sorte Plet paa Ryggen findes vel endnu stedse, men er gjort mindre iøjnefaldende ved at have faaet en mørk Purpurtone, der tilmed hos mange af de største Larver afløses af en Kombination af hvidt og grønt. En saadan Larve er udmærket godt skjult ved sin hele beskyttende Lighed med Om- givelserne, og man kan længe forgæves lede efter den, selv om Plantens afgnavede Grene og de karakteristiske Ekskrementdynger paa Jorden overbeviser en sikkert om, at den maa være et eller andet Sted i Nærheden. Saa snart en saadan udvoksen Larve imidlertid bliver opdaget og forstyrret, trækker den sit Hoved ind i den første Kropring og puster dennes Rand ud, der har en grel rød Farve. Desuden findes der paa denne Rand to kulsorte Pletter just der, hvor Øjnenes Plads kunde være, og set forfra tager hele Dyret sig nu ud som et stort, bredt Ansigt, indrammet af den røde Rand. Der fremkommer herved en overdreven Karikatur af et Hvirveldyrhoved, som rimeligvis afskrækker Larvens Fjender blandt Hvirveldyrene.