Vor Klodes Dyr 1

36 VOR KLODES DYR. Øjnene. I de almindelige Gedehamse (n. Hvepse) og Humlebier har vi velbekendte Eks- empler paa denne Farvesammenstilling; men ogsaa paa dette Omraade maa vi gaa til Tro- perne for at finde de mest slaaende Eksempler. Særlig bekendte er tre Sommerfuglefamilier, der fortrinsvis har hjemme i Sydamerika, Ostindien og Afrika, nemlig Heliconidæ, Danaidæ og Acræidæ. Til disse Familier hører nogle af Tropernes skønneste Sommerfugle, hvis straa- lende Farvepragt og langsomme, mageligt vuggen de Flugt paa brede Vingefang tilstrække- ligt viser, at de maa besidde en eller anden Egenskab, der gør dem trygge over for Fuglene. Heller ikke medens de hviler med sammenklappede Vinger, skjules deres Farvepragt; thi i Modsætning til andre Dagsommerfugle er deres Vingers Underside omtrent lige saa stærkt farvet som Oversiden; og som for ret at stille sig til Skue sætter de sig gerne til Hvile paa de mest iøjnefaldende Steder og gemmer sig ikke som saa mange Sommerfugle under Løvet. Kort sagt, i alle Henseender synes de prisgivne som et let Bytte for Fjenden. Og dog er de saavel ved deres Artsrigdom som ved Individernes Mængde nogle af Tropernes mest almindelige Sommerfugle, som man genser alle Vegne. — Forklaringen er den, at de alle besidder ildelugtende Vædsker. Klemmer man en af dem ihjel mellem Fingrene, farves disse gule og kommer til at lugte saa stærkt, at man maa vadske dem adskillige Gange, inden Stanken fortager sig. At de insektædende Dyr føler stærkt Ubehag ved denne Stank eller maaske ligefrem ikke kan taale de skarpe Vædsker fremgaar af mange Iagttagelser. Belt forsøgte ofte at give sin tamme Abe en Heliconide; men skønt Dyret ellers med stor Fornøjelse slugte de Sommerfugle, han rakte det, tog det nok, velopdra- gent som det var, imod Sommerfuglen, men trillede den med Fingrene sammen til en Kugle og smed den bort! Den lod sig aldrig bevæge til at spise nogen Art af Familien Heliconidæ. Paa samme Maade bar det sig i øvrigt ad over for forskellige andre særlig stærkt straalende Insekter, bl. a. de prægtige »Ildfluer«, hvis Lys maaske netop er at tyde som en Lanterne, der agerer »Stoppesignal« for den mulige Forfølger! De fleste Forsøg over iøjnefaldende Farvers Betydning som Advarselstegn er gjorte med Larver af Sommerfugle. Det var Wallace eller maaske, om end indirekte, rettere Darwin, der gav Stødet dertil. I 1866, medens Darwin var optagen af Udarbejdelsen af sin Parringsvalgteori, der gaar ud paa at forklare mange Farvetegningers Eksistens som Resultat af en kønslig Udvælgelse, bragte Sommerfuglelarvernes ofte saa straalende Farver ham i Forlegenhed; thi her kunde der jo ikke være Tale om noget Parringsvalg. Han raadspurgte da Wallace, som paa sine Troperejser havde gjort saa mange Opdagelser an- gaaende Sommerfuglenes Advarselsfarver, og Wallace udtalte som sin Formodning, at vi her vistnok havde et tilsvarende Eksempel, at disse iøjnefaldende Larver rimeligvis var uspiselige, og at deres grelle Farver og hele Stillen sig til Skue havde den Betydning at gøre det muligt for deres eventuelle Fjender ved første Blik at kende dem fra de spiselige Arter og saaledes lade dem uberørte. Der var dengang ikke an stillet et eneste Forsøg paa dette Omraade; men efter at Wallace havde fremsat Problemet i Entomologisk Sel- skab i London, begyndte forskellige at eksperimentere dermed ved at fodre Fugle eller andre insektædende Dyr, som de holdt i Fangenskab, med en Mængde forskellige Slags Sommerfuglelarver. Den første Eksperimentator (Jenner Weir) havde i Fangenskab ti forskellige Arter Smaafugle, som graadigt slugte alle de Larver, der havde grønne eller brune Beskyttelses- farver eller lignede Kviste; men derimod rørte de ikke de stærkt brogede Larver, selv om