Vor Klodes Dyr 1

HÆRMYGGEN. 459 ben (Tipulæ), der mangler Myggenes Sugebrod og i det hele er højst uskadelige Væ- sener. De lægger ud paa Eftersommeren Æg i fugtig Jord paa Enge eller i Skove, og Lar- verne, der overvintret, er fodløse, graalige, gennemskinnende og besatte med enkelte Bør- ster. De lever af de i Mulden forekommende, forraadnende Plantestoffer og gaar over i Puppestadiet midt i deres anden Sommer. Faa Uger efter bryder de udviklede Insekter frem. Enkelte Arters Larver lever dog af friske Plantedele og kan gøre Fortræd ved at gnave paa Kornsorternes Rødder og nederste Stængeldele. Nær i Slægt med Stankelbenene er Hærmyggen (Stiara militarist, en lille, mørk- vin get Myg, hvis Larvers mærkelige Vandringer har givet Anledning til megen Overtro. Den lægger Æg paa fugtige Steder i Skovbunden, af hvis halvt opløste Bladmasser de smaa, graalige, bløde, fodløse og ringede Maddiker lever. Under almindelige Omstændig- heder gør de sig lidet bemærkede, men er der et Aar udklækket store Masser af dem, og indtræder der da Fodermangel eller for stor Tørhed paa deres Opholdsteder, slaar de sig sammen og udvandrer i sluttet Tog, der som et levende, graaligt Baand paa 7—12 Ctm.s Bredde og af indtil }3/4 (Taschenberg), ja efter andres Opgivelser endog c. 9 M.s Længde glider frem over Skovbunden. Massen er plastisk, bestaaende af mange Lag Lar- ver oven paa hinanden og sammenbunden med en af disse afsondret, sejg Slim; den for- mer sig efter Bundens Ujævnheder og slutter sig, naar et Hul dannes i den, f. Eks. ved Fodtrin af et Kreatur, snart sammen igen. Den fremadskridende, jævne Bevægelse op- staar ved hver enkelt Larves Sammentrækning og Udstrækning af Legemet. Flygtigt set kan et saadant Larvetog nok ligne en hæslig, dorsk Slange eller »Orm«, og det har da ogsaa været vel kendt og meget frygtet under Navn af »Hærormen«. Naar denne viste sig, hvilket jævnlig skete (og sker) i Tyskland og Sverrig, varslede det Krig, Pest og andre Ulykker. De smaa, undertiden næsten mikroskopiske Galmyg (Cecidomyiad) har trods deres Lidenhed Betydning for Skovens og Markens Planter. De lægger nemlig Æg paa dem, ofte mellem de Knopperne dækkende Skæl, og ved Larvernes Virksomhed opstaar der Galler. Andre Arters Larver arbejder sig ind i Frugter eller Frø, hvis Indre de udhuler og hvis Spireevne de tilintetgør, og nogle faa danner Gange i Træernes Vækstlag mellem Bark og Ved. Skadeligst er Hvedemyggen (Cecidomyia destructor), af hvilken der hvert Aar fremkommer 2 Generationer. Den første viser sig tidligt paa Foraaret, og dens Hun- ner lægger 80—100 Æg hver paa Vintersædens Blade. Larverne lader sig glide ned i Bladskeden, hvor de gnaver paa Straaet ved dets nederste Ledknuder, saa det enten knæk- ker over af Vinden eller sætter golde Aks. I August eller September fremkommer 2den Generation, hvis Larver angriber og ødelægger Vintersædens spirende Planter. I Tysk- land og Amerika har dette Insekt voldt Landmændene overordentlig store Tab. Paa Køre- og Spadsereture overraskes man ofte ved pludseligt at føle et Stik paa Hals eller Haand. Uvilkaarligt slaar man til, og det skal da ikke fejle, at man maser et fluelig- nende Insekt med sorte grant marmorerede Vinger og i Metalglans lysende Øjne. Det er en Klæg (Tabanida), man har nedlagt, en af dem Bønderne kalder »blinde Fluer« eller Hestefluer (Hæmatopota pluvialis og Chrysops coeciitiens). Alle Klæge har Stikke- og Suge- mund, med hvilken de kan stikke Hul paa og suge Blod af Dyr og Mennesker, og hvor lidet betydende deres Stik end er, kan de dog være irriterende, især mod Torden og i be- gyndende Regnvejr, da disse smaa Plageaander er mest blodtørstige. 56*