Vor Klodes Dyr 1

FLUERNE. 461 klar Blære, der dækker hele Hovedets For- og Overside og udvider og sammentrækker sig rytmisk men forsvinder sporløst, efterhaanden som Insektet tørres. Faarebremsen (Oestrus ovis) lægger Æg ved Faarets Næsebor, gennem hvilke Lar- verne arbejder sig helt op i Pandebenets store, slimhindeklædte Benceller, hvor de lever af Næseslimen. Ved Dyrets heftige, ved Irritationen fremkaldte Nysen slynges de udvok- sede Larver ud, for at forpuppe sig i Jorden. Kvægbremsen (Hypoderma bovis) lægger Æg paa Hornkvægets Hud, gennem hvil- ken Larverne borer sig ind i Cellevævet, hvor de fremkalder store, materiefyldte Bylder, af hvis Indhold de lever. Til sidst brister Bylden og Larverne folder til Jorden, for der at fuldende deres Udvikling. En stor Mængde Fluefamilier, som i og for sig nok kunde fortjene en nærmere Om- tale, maa vi affærdige med faa Ord. Saaledes de i Solskin og i den solspættede Skygge under Trækroner rytmisk og taktfast dansende Empida og Rovfluerne (Asilidæ), der som diminutive Rovfugle slaar ned paa og dræber mindre Insekter. De er saa glubske og graadige, at Hunnen efter endt Parring ikke sjældent dræber og udsuger Hannen. Lige- ledes de mange, hvis Larver snylter i eller paa andre Insekters Yngel eller lever af de Dyr, der er givet disse til Ernæring. Blandt dem kan nævnes den humlebilignende Eolucella bombylaus, der benytter sin Maskering til at narre Humierne og anbringe sine Æg i deres Boer, og den metalglinsende, paa den sorte Bagkrop hvidplettede Syrplms seleneticus, hvjs Larver an rener frygtelige Ødelæggelser mellem Bladlusene. De sidder fasthæftede med Bagenden til et Blad midt i disses Kolonier og søger, udstrakte, grønlige og iglelignende, efter Bytte. Til Snylte fluerne hører de æglæggende Tachinæ, hvis Larver lever indborede i andre Insektlarver, og de levendefødende Millogrammæ, der forstaar at anbringe deres ny- fødte Larver paa Gravehvepsenes til Yngelfoder sammenslæbte Bytte. Fluerne af Slæg- ten Sarcophaga føder ogsaa Larver, der, som saa mange andre Slægters Æg, anbringes paa døde Dyr, af hvis raadnende Væv de lever. De er utrolig graadige og kan tage indtil 200 Gange deres Vægt til om Dagen. Blomsterfluernes (Anlhomyidæ) Larver minerer i Planter, Kaal fluens (A- brassicæ) saaledes i Kaalstokke, Radis flue ns, n. Reddik- fluen (A. radisum), i Radiser, Runkelrofluens (A. conformis) i de unge Rimkelroblade, og saa fremdeles. Omkring Paddehatte ser man ofte store Flueselskaber samlede, thi mange Arters Lar- ver lever i og af disse. Men adskillige, hvis Larver for at trives skal fortære forraadnende Dyrevæv, lader sig af den Aadselstank, der udstrømmer fra nogle af disse Svampe, for- lede til at anbringe deres Æg paa dem. Dette viser, at det er Lugtesansen, der vejleder — her vildleder — disse Fluer, og at Dyr, der i visse Forhold udelukkende ledes af In- stinkter, kan narres af dem til Skade for deres Afkom. Nær til Fluerne slutter sig Lusfluerne (Hippoboscidæ), der lever som Snyltere paa Pattedyr og Fugle. De er smaa, fladtrykte, vingede eller uvingede, udrustede med Suge- mund og med kraftige, skarpkloede Ben. Mærkeligst er deres Forplantning: Æggene ud- klækkes meget faa i Tal i Moderens Æggestok, og Larverne lever her af en mælkeagtig, af særlige Kirtler afsondret Vædske, til de er fuldstændig udvoksede. Først da fødes de og forpupper sig straks efter Fødselen.