Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
tun«
466
Fig. 268. Knæler og dens Ægmasse.
DE PALÆARKTISKE DYR.
kan dog temmelig let holdes inden for rimelige Grænser ved Opsamling og Ødelæggelse
af Dyr og Æg.
I Middelhavslandene, men dog ogsaa i Syd- og enkelte Steder i Mellemtyskland fore-
kommer den forunderlige Knæler (Manlis religiösa) af en Familie, der i øvrigt hører
hjemme i Troperne. Den er af betydelig Størrelse, 6—7 Ctm. lang, med stor, flad Bag-
krop, der dækkes af de lysegrønne, fladt udbredte Vinger. Det meget bevægelige Forbryst
er udtrukket til en lang »Hals«, som bærer et i alle Retninger drejeligt Hoved med store
Øjne, middellange Følere og stærke Tyggeredskaber. De to bageste Benpar er lange og
temmelig spinkle, medens det forreste er omdannet til et saare kraftigt Griberedskab.
Skinnebenet, hvis Bagside er forsynet med to skarpt savtakkede Lister, kan slaas ind mod
det paa lignende Vis udrustede Laar, saaledes at det Insekt, der.er uheldigt nok til at fanges
i denne Rottesaks, ikke blot fastholdes men ogsaa knuses, selv om dets Hudskelet er tem-
melig haardt.
Knælerens grønne Farve hjælper til at skjule den mellem Bladene paa Buske og Urter
saaledes, at Insekter ofte sætter sig tæt ved den uden at ane Uraad. Stille sidder den og
lurer paa dem, drejende
sit Hoved betænksomt
fra Side til Side,med de
farlige Sakse skuet sam-
men og bøjede ind un-
der Legemet. Men kom-
mer et Insekt inden for
Røverens Raaderum,
foregaar der en lynsnar
Forandring i dennes
Holdning. Som ved
Trylleri retter den sig
op paa de 4 bageste Ben og slynger sine Fangarme ud mod Byttet, der i samme Nu er i
Fælden og redningsløst fortabt. Knælerne er i utrolig Grad glubske og graadige, navnlig
de større Hunner, der ofte slaas indbyrdes og æder den mindre Han umiddelbart efter Par-
ringen. Vingerne bruger Hunnerne sjældent eller aldrig til Flugt, men under en Kamp
folder de dem ud, som var det en Krigsdragt, de iførte sig. Hannen derimod flyver jævn-
ligt og ret flinkt, navnlig for at opsøge Genstanden for sine ømme Følelser.
Æglægningen er en mærkelig Proces. Hunnen sætter sig paa en Gren, en Sten eller
lign, og begynder med at udgyde en klar, sejg Vædske, som hun pisker op til en sæbe-
skumlignende Masse ved hurtige Bevægelser med Bagkropspidsen, der er dybt kløvet, og
hvis to Sidedele spærres ud fra hinanden. Under stadige Bevægelser fra Side til Side
lægger hun saa Æggene i Skummassen, der hurtigt stivner om dem, saaledes at de, der
er aflange og tynde, kommer til at staa paa Spidsen i regelmæssigt buede Tværrækker,
alle med den Ende, i hvilken Larvens Hoved dannes, opad og udad. Idet hun bevæger
sig langsomt fremad, lægger hun saaledes under jævnlig Piskning den ene Række Æg efter
den anden, til det hele danner en aflang, konveks Masse paa 4 Ctm.s Længde og 2 Ctm.s
Bredde.
Disse Knæleres ejendommelige Skikkelse har givet Anledning til megen Overtro.