Vor Klodes Dyr 1

tun« 466 Fig. 268. Knæler og dens Ægmasse. DE PALÆARKTISKE DYR. kan dog temmelig let holdes inden for rimelige Grænser ved Opsamling og Ødelæggelse af Dyr og Æg. I Middelhavslandene, men dog ogsaa i Syd- og enkelte Steder i Mellemtyskland fore- kommer den forunderlige Knæler (Manlis religiösa) af en Familie, der i øvrigt hører hjemme i Troperne. Den er af betydelig Størrelse, 6—7 Ctm. lang, med stor, flad Bag- krop, der dækkes af de lysegrønne, fladt udbredte Vinger. Det meget bevægelige Forbryst er udtrukket til en lang »Hals«, som bærer et i alle Retninger drejeligt Hoved med store Øjne, middellange Følere og stærke Tyggeredskaber. De to bageste Benpar er lange og temmelig spinkle, medens det forreste er omdannet til et saare kraftigt Griberedskab. Skinnebenet, hvis Bagside er forsynet med to skarpt savtakkede Lister, kan slaas ind mod det paa lignende Vis udrustede Laar, saaledes at det Insekt, der.er uheldigt nok til at fanges i denne Rottesaks, ikke blot fastholdes men ogsaa knuses, selv om dets Hudskelet er tem- melig haardt. Knælerens grønne Farve hjælper til at skjule den mellem Bladene paa Buske og Urter saaledes, at Insekter ofte sætter sig tæt ved den uden at ane Uraad. Stille sidder den og lurer paa dem, drejende sit Hoved betænksomt fra Side til Side,med de farlige Sakse skuet sam- men og bøjede ind un- der Legemet. Men kom- mer et Insekt inden for Røverens Raaderum, foregaar der en lynsnar Forandring i dennes Holdning. Som ved Trylleri retter den sig op paa de 4 bageste Ben og slynger sine Fangarme ud mod Byttet, der i samme Nu er i Fælden og redningsløst fortabt. Knælerne er i utrolig Grad glubske og graadige, navnlig de større Hunner, der ofte slaas indbyrdes og æder den mindre Han umiddelbart efter Par- ringen. Vingerne bruger Hunnerne sjældent eller aldrig til Flugt, men under en Kamp folder de dem ud, som var det en Krigsdragt, de iførte sig. Hannen derimod flyver jævn- ligt og ret flinkt, navnlig for at opsøge Genstanden for sine ømme Følelser. Æglægningen er en mærkelig Proces. Hunnen sætter sig paa en Gren, en Sten eller lign, og begynder med at udgyde en klar, sejg Vædske, som hun pisker op til en sæbe- skumlignende Masse ved hurtige Bevægelser med Bagkropspidsen, der er dybt kløvet, og hvis to Sidedele spærres ud fra hinanden. Under stadige Bevægelser fra Side til Side lægger hun saa Æggene i Skummassen, der hurtigt stivner om dem, saaledes at de, der er aflange og tynde, kommer til at staa paa Spidsen i regelmæssigt buede Tværrækker, alle med den Ende, i hvilken Larvens Hoved dannes, opad og udad. Idet hun bevæger sig langsomt fremad, lægger hun saaledes under jævnlig Piskning den ene Række Æg efter den anden, til det hele danner en aflang, konveks Masse paa 4 Ctm.s Længde og 2 Ctm.s Bredde. Disse Knæleres ejendommelige Skikkelse har givet Anledning til megen Overtro.