Vor Klodes Dyr 1

CIKADERNE. 467 Navnlig mente man bande i Oldtiden og i Middelalderen, at deres forunderlige Stilling betød, at de var hensunkne i brændende Bøn til Guderne eller Gud, derfra har de deres Navne: Knælere, Præster, Spaamænd, Prie-Dieu o. s. v. Beslægtede med Knælerne er de bizarre »vandrende Pinde«, lange, magre, vinge- løse Insekter, af hvilke en Art, Bacillus Rossii, forekommer i Nordafrika og Sydvesteuropa. Den er 6—7 Ctm. lang og ligner i Farve og Skikkelse skuffende en Stump Pind, en Lighed, der har Betydning ved at beskytte Dyret mod Efterstræbelser og ved at muliggøre det uset eller umistænkt at sidde paa Lur efter sit Bytte, andre Insekter. Til de retvingede hører endnu nogle Familier af ganske smaa Insekter, af hvilke vi kun nævner en, Thrips, fordi en herhenhørende Art, Kolerafluen, er almindelig kendt. Den viser sig undertiden paa varme Sommerdage i saadan Mængde, at den trods sin Lidenhed kan gøre Ophold i fri Luft ubehageligt. De næbmunde de s (Hemiptera) Orden spiller kun en forholdsvis ringe Rolle i den palæarktiske Region, hvor hverken Cikader (Homoptera) eller Tæger (Heteroptera) fore- kommer med mange eller store Arter. Dog træffes allerede i Mellem- og Sydeuropa nogle Sangcikader (Cicadd), hvis skingrende »Sang« hører med til Billedet af en sydlandsk Sommerdag. Deres Lydorgan er meget sammensat og har sin Plads paa Underlivet, hvor der i en Aabning er udspændt virkelige »Stemmebaand«, som sættes i Svingninger ved Luftens Ind- og Udaanding. Kun Hannen er i Besiddelse af dette Apparat. Deres Musik høres hele Dagen, stærkest i de hede Middagstimer, da de fleste andre Dyr tier, og den kan være ikke lidet generende for sensible Hørenerver. Dog satte £ Eks. Oldtidens Grækere den meget højt. Sangcikaderne lægger Æg i Planternes Bark, men Larverne vandrer ned paa Jorden, graver sig ned i denne og lever af de tynde Rødders Safter. I il sidst bygger de over en af deres Jordganges Udgangshul et højt Taarn afjord, i hvis hule Top Forvandlingen til vinget Insekt foregaar. Dette vandrer da ud til Friluftslivet gennem et i Forvejen dannet Hul ved Taarnets Fod. Af de hos os forekommende Cikader, der alle er smaa, nævner vi kun S ku m c i kaden (Anlhrophora spumata), hvis Larver, der sidder og suger paa saftige Plantedele, omgiver sig med en hvid, spytlignende Skummasse, der formodentlig maa opfattes som Middel til en Slags »Formumming«. Den afsondrede Masse er egentlig en klar Slim, men Dyret gør den til Skum ved følgende Fremgangsmåde: det hæver Bagkropspidsen op over Slimmassen og slaar en Klap paa det sidste Led ud; derved danner der sig en Luftblære, som bringes ned i Slimen og afsættes der. Dette gentages 40 til 50 Gange i Minuttet, til alt er Skum. Nær til Cikaderne slutter sig Bladlusene ('Aphididæ), smaa, plantesaftsugende In- sekter, hvis biologiske Forhold ofte er ret indviklede. De egentlige Bladlus (Aphis) er sorte eller grønne, med tyk, glat Bagkrop, paa hvis Rygside ses to, skraat opad og bagtil rettede, divergerende, tynde Rør, fra hvilke der ved Pirring afsondres en lille Vædskedraabe. De fremkommer om Foraaret af overvintrede Æg, oftest som vingeløse »Ammer«: Hun- ner, som uden Befrugtning føder levende Unger. Disse forplanter sig, stundom gennem flere Slægtled, paa samme Vis, og først henimod eller ud paa Efteraaret fremkommer en tvekønnet Generation, bestaaende af uvingede Hunner og vingede Hanner, som parrer sig, og af hvilke Hunnerne lægger befrugtede, til Overvintring bestemte Æg. Af og til viser sig dog ogsaa om Sommeren vingede »Ammer«, der flyvende kan besætte hidtil 57*