Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
47« DE PALÆ ARKTISKE DYR. den lignende, der ofte træffes i overmodne Frugter, af Plantesafter eller bløde Plante- væv, men hermed stemmer det rigtignok daarligt overens, at man kan træffe den, eller i alt Fald en meget lignende Art i Færd med at udsuge en endnu levende Regnorm. Vidt forskellige fra Skolopendrene er de ægte Tusindben, hvis Legeme i Reglen er cylindrisk, og hvis Ben er fæstede parvis og tæt sammen til Bagsidens Midtlinie. Til- syneladende bærer de fleste Led 2 Benpar, men dette beror i Virkeligheden paa, at de er sammenvoksede to og to. Der træffes dels lange, dels korte Former, og blandt de første kan nævnes Jul tis terreslris, der er højt hvælvet, hvid- og brunstri bet og har hen ved 100 Par Fødder og hele 28 Øjne; det lever, som det synes, navnlig af Insektlarver, og ruller sig, saa snart det foruroliges, sammen i en Spiral. De korte Glomerus-Arter ligner Bænke- bidere og lever som disse i formuldnende Træ, bag Bark, under Stene o. 1. Steder. De bestaar kun af 12 Led med 17 Par Ben, er mørke og blanke og ruller sig sammen til en lille Kugle, naar de tror sig truede. Vi vil lige netop næv- ne, at de omtalte Bænke- bidere er Krebsdyr, der foruden de paa de bagre Benpar anbragte Gæller tillige er udstyrede med et ufuldkomment Organ til Luftaanding. De hører til Isopo dern e og forekommer mest paa mørke, fugtige Steder, hvor de lever af forraad- nende Plantedele. De al- mindeligste hører til Slæg- ten Oniscus og mangler Evnen til at rulle sig sammen, den de bredere, bagtil ikke til- spidsede Armadillo-Arter er i Besiddelse af. Ogsaa Bløddyrene sender nogle Udløbere op paa tørt Land, de lungeaandende Snegle, af hvilke den palæarktiske Region huser et ikke ubetydeligt Antal Arter. De fleste træffes paa fugtige Steder i Nærheden af Vand, paa skyggefulde Pletter i Skov, Krat og Have eller mellem tæt Plantevækst paa Agre og Enge. Kun faa Arter trives udsatte for Solens Straaler. Vore almindelige Havesnegle (Helix nemoralis og hortensis) ses dog ofte at sidde time- og dagevis paa Stene, Træstammer, Plankeværker o. 1. gennembagte af Solen, men de befinder sig da i en Slags Hviletilstand og har trukket sig tilbage i deres Skal, hvis Munding de har tillukket med en tynd Hinde af stivnet Slim. Rigtig levende bliver de først, naar varmt og vaadt Vejr indtræffer, eller naar de har fundet sig et køligt og skyggefuldt: Sted med rigelig Fugtighed. Den store Vinsnegl (77. pomcitia) derimod træffer man sjældent uden for fugtige og skyggefulde Haver eller Lunde; den er hos os navnlig at finde i Omegnen af gamle Klostre