Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
47«
DE PALÆ ARKTISKE DYR.
den lignende, der ofte træffes i overmodne Frugter, af Plantesafter eller bløde Plante-
væv, men hermed stemmer det rigtignok daarligt overens, at man kan træffe den, eller i
alt Fald en meget lignende Art i Færd med at udsuge en endnu levende Regnorm.
Vidt forskellige fra Skolopendrene er de ægte Tusindben, hvis Legeme i Reglen
er cylindrisk, og hvis Ben er fæstede parvis og tæt sammen til Bagsidens Midtlinie. Til-
syneladende bærer de fleste Led 2 Benpar, men dette beror i Virkeligheden paa, at de er
sammenvoksede to og to. Der træffes dels lange, dels korte Former, og blandt de første
kan nævnes Jul tis terreslris, der er højt hvælvet, hvid- og brunstri bet og har hen ved 100
Par Fødder og hele 28 Øjne; det lever, som det synes, navnlig af Insektlarver, og ruller
sig, saa snart det foruroliges, sammen i en Spiral. De korte Glomerus-Arter ligner Bænke-
bidere og lever som disse i formuldnende Træ, bag Bark, under Stene o. 1. Steder. De
bestaar kun af 12 Led med 17 Par Ben, er mørke og blanke og ruller sig sammen til en
lille Kugle, naar de tror
sig truede.
Vi vil lige netop næv-
ne, at de omtalte Bænke-
bidere er Krebsdyr,
der foruden de paa de
bagre Benpar anbragte
Gæller tillige er udstyrede
med et ufuldkomment
Organ til Luftaanding. De
hører til Isopo dern e og
forekommer mest paa
mørke, fugtige Steder,
hvor de lever af forraad-
nende Plantedele. De al-
mindeligste hører til Slæg-
ten Oniscus og mangler Evnen til at rulle sig sammen, den de bredere, bagtil ikke til-
spidsede Armadillo-Arter er i Besiddelse af.
Ogsaa Bløddyrene sender nogle Udløbere op paa tørt Land, de lungeaandende
Snegle, af hvilke den palæarktiske Region huser et ikke ubetydeligt Antal Arter. De
fleste træffes paa fugtige Steder i Nærheden af Vand, paa skyggefulde Pletter i Skov, Krat
og Have eller mellem tæt Plantevækst paa Agre og Enge. Kun faa Arter trives udsatte
for Solens Straaler.
Vore almindelige Havesnegle (Helix nemoralis og hortensis) ses dog ofte at sidde
time- og dagevis paa Stene, Træstammer, Plankeværker o. 1. gennembagte af Solen,
men de befinder sig da i en Slags Hviletilstand og har trukket sig tilbage i deres Skal,
hvis Munding de har tillukket med en tynd Hinde af stivnet Slim. Rigtig levende bliver
de først, naar varmt og vaadt Vejr indtræffer, eller naar de har fundet sig et køligt og
skyggefuldt: Sted med rigelig Fugtighed.
Den store Vinsnegl (77. pomcitia) derimod træffer man sjældent uden for fugtige og
skyggefulde Haver eller Lunde; den er hos os navnlig at finde i Omegnen af gamle Klostre