Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
TUSINDBENENE. 477 de middelalderlige Danseepidemier, som an toges at skyldes dens Gift, har sikkert ikke haft noget med denne at gøre. De var Udslag af smitsom Hysteri og intet andet. Den tredie Spindelorden er Midernes (Acarina), hvis Legeme danner eet, udelt Stykke. Af dem vil mange have lagt Mærke til de smaa, smukt skarlagenrøde Jord- mider (Trembidium), ligesom adskillige af vore Læsere sagtens har gjort Bekendtskab med de blodsugende Skovflaat (Ixodes), der som unge snylter paa forskellige Dyr, me- dens de som voksne sidder paa Skovens Buske og Urter, parate til at kaste sig over forbi- passerende Pattedyr, af hvilke de da suger Blod. Ogsaa Mennesker overfalder de, og deres Stik kan være smerteligt nok, men nogen Skade medfører det ikke. Blandt »Krybet« i Mark og Skov træffer man ogsaa, selv saa højt mod Nord som hos os, nogle faa Arter af Tusindbenenes (Myriopoda) Klasse, dels Skolopendre(Chilopoda), dels ægte Tusindben (Chilognatha). Fig. 275. Et ægte Tusindben (Julus terrestris). De første er fladtrykte, og deres første Benpar er omdannede til Giftkroge, der leder Giften fra et Par Kirtler ned i de af dem bibragte Saar. I trøskede Træstubbe, under Bark, i Drivbænke, Løvbunker o. 1. Steder træffer man herhen hørende Arter, der løber livligt om, idet de bugter Legemet fra Side til Side, paa Jagt efter Smaadyr, som de dræber med deres giftige Bid. De er æglæggende, og Ungerne er i Begyndelsen fhaleddede men taget til, saavel i Længde som hvad Antallet af Led og Benpar angaar, ved hvert Hudskifte. De hos os forekommende, gerne som udvoksede femten led d e d e Arter, hører Lilli obius- Slæg- ten til. Langt længere og smækrere og bestaaende af indtil 75 Led er Arterne af Geophilus- Slægten, af hvilke een, G. electricus, lyser i Mørke. Den er ganske tynd, næsten traadformet, lyserød eller gul, 40-soleddet, 6—8 Ctm. lang, og det Lys, den udsender, er blaaligt fosforescerende. Det synes at udgaa fra hele Legemet, og Dyret efterlader sig, naai det bugter sig hen over Jorden, et lysende Spor. Denne Art lever, siges der, ligesom en an-