Vor Klodes Dyr 1

SNEGLENE. 479 og Herregaarde, hvorfor den ogsaa antages at være indført i Middelalderen som en vel- smagende Fastespise. Den tilbringer Vinteren nedgravet indtil 30 Ctm. dybt i løs Jord, og først de varmeste Foraarsdage lokker den frem. Som de fleste andre Snegle lever den af Planteføde, der afskrabes af den med stærke Kitintænder besatte Tungerasp, som virker mod Overkæben, der ligner en flad Bøjle af Kalk, mens Dyret glider langsomt frem paa sin, et slimet Spor efterladende »Fod«. 'Fil Stedkending benytter den dels sine smaa, paa lange, udskydelige Stilke anbragte Øjne, hvis Synskraft dog er meget ringe, dels de kor- tere, ligeledes udskydelige Følehorn. Ogsaa et Høreredskab er den som andre Snegle i Besiddelse af, men heller ikke det er vist synderlig virksomt. Sneglene er Hermafroditer; en og samme Kirtel afsondrer Sæd og Æg, som dog føres gennem forskellige Ledere. Nogen Selvbefrugtning finder ikke Sted, men der skal, synes det, stedse to Individer til at frembringe befrugtede Æg. Under Parringen, der for Vin- sneglens Vedkommende finder Sted i Forsommeren, fungerer begge Parter baade som Han og Hun, medens hos visse an- dre Sneglearter hver trods Tve- kønnetheden kun virker som eenkønnet. Vinsneglen graver sine Æg ned i løs Jord, idet den borer den forreste Ende af Foden ned i denne og danner en lille Hule til dem, som den siden om- hyggeligt lukker med sammen- skrabet og glattet Muld. I det sydlige Europa spises saavel Vinsneglen som andre Land- snegle i store Masser, navnlig af Smaafolk. Fig. 277. Vinsnegl. Foruden de nævnte finder vi hos os flere andre skalbærende Landsnegle, der dog i Reglen kun er smaa. Mere iøjnefaldende end disse er de nøgne Snegle (Limacea), blandt hvilke den indtil 13 Ctm. lange Skovsnegl (Arion empericorum) er den bekendteste. Efter en mild Regn ser vi den overalt mave sig frem paa Veje og Stier i Skove og Haver, spejdende ud i Livet med sine langstilkede Øjne og undersøgende Omgivelserne med sine fintmærkende Følehorn, medens den lader den kølige Skovluft frit strømme ind i de rummelige Lunger gennem de paa'Forkroppens Sider gabende Aandehuller. Dens Farve varierer stærkt, fra sort til hvidgult. Mere skjult lever Agersneglen (Limax agrestis), en 2—3 Ctm. lang, graa, nøgen Snegl, der kun er paa Færde om Natten. Hvor skadelig den er, ved hver Haveefyrker og Landmand, thi det er den og ikke de uskyldige Tudser, der æder Jordbær, ligesom ogsaa unge Kaal- og Roeplanter og den spirende Sæd. I Sydeuropa lever en mærkelig Snegl, Testacella haliotidea, som yderst paa Bagenden bærer en lillebitte Kalkskal, men som for øvrigt er nøgen. Den har en kort, af en stærk