Vor Klodes Dyr 1

490 DE PALÆARKTISKE DYR. er skarpe og deres Livsvaner ganske, som man kunde vente dem hos et vildt Dyr. Hing- sten samler i Brunsttiden saa mange Hopper som muligt og kæmper forbitrede Kampe med Medbejlere, der forsøger paa at gøre Indgreb i hans Rettigheder. Har han overvundet en saadan, knuser han dens Hjerneskal med Bid, hvilket han er i Stand til at gøre, da han er bedre udrustet med Tænder end andre Drøvtyggere. Kamelerne har nemlig bevaret den bageste Fortand i hver Side af Overkæben, ligesom ogsaa deres Hjørnetænder, navn- lig i Overmunden, er store og kegleformede og i Stand til at bibringe svære Saar. Hoppen gaar over i Aar drægtig og føder kun hvert 3 die Aar. Føllet slutter sig nær til Moderen og forlader hende ikke, selv om hun bliver dræbt. Det kan under saadanne Omstændig- heder let fanges og bliver da hurtigt tamt. Medens Prschwalsky holder paa, at vi i Centralasiens vildtlevende Kameler har den sidste Rest af den oprindelige, vilde Bestand, mener Hedin, og med ham de fleste andre Forskere, at de kun er forvildede Tamdyr. Herimod synes dog adskilligt at tale. Det er uden for al Tvivl, at Kamelen har sin Hjemstavn netop i de Egne, hvor de vilde Flokke nu færdes. Her har dens Forfædre en- gang levet og tumlet sig frit paa de græsrige Stepper, der omgiver Ørkenerne mod Nord og Vest og som tidligere indtog store Dele af disses nuværende Plads. Efterhaanden som Mennesket trængte frem, indfangede han de fleste af dem eller dræbte dem som Jagtvildt, medens Resten trak sig tilbage til Ødemarkerne og til vilde, ensomme Høj bjærge. Thi ogsaa til Livet i disse har Kamelen tilpasset sig, og den færdes nu i Terminer og Højder, hvor faa an- dre Pattedyr kan komme frem. Endvidere maa det fremhæves, at tamme Kameler ikke er i Stand hverken til at parre sig eller til at føde uden Menneskets Hjælp, og at der i alt Fald mangler Beviser for, at de genvinder Evnerne i denne Retning, naar de forvilder. Des- uden kastreres de fleste Kamelhingste, saa det er ikke ofte, at en parringsdygtig Hingst slipper løs af Fangenskabet, og selv om den gør saa, er det vel mere end tvivlsomt, om den kan tage Konkurrencen og Kampen op med sine vilde Brødre. De vilde Kameler har tillige den stærkest mulige Antipati mod de tamme, saa de til- lader ikke saadan 11 e at slutte sig til eller blot nærme sig til Flokkene. En vild Kamelhingst vil dog næppe forsmaa en tam Hoppe, naar den er i Brunst, saa der kan være Sandsyn- lighed for, at den vilde Bestand i Tidernes Løb atter og atter er ble ven krydset med Tam- dyr. Men dette har ikke forandret Vildkamelen, den giver os, som den er, et tro Billede af de Dyr, fra hvilke Tamkamelen nedstammer. Hvad nu denne angaar, er dens Skikkelse jo bekendt nok. Den er underlig uskønt bygget; det lange Hoved staar vandret ud fra den lange, stærkt krummede Hals, der til- syneladende er fæstet til Kroppen langt nede paa Brystet. Lemmerne sidder sært og akavet paa Kroppen, Hvilket navnlig er paafaldende, naar Dyret er magert. De tykke Led pynter ikke, og Fødderne er store og klodsede; de to eneste Tæer er lange og brede, forsynede med haarde Trædepuder og korte Klove. Halen er middellang med Haardusk i Enden, og Fig. 282. Hoved af en vild Kamel (efter Hedin).