Vor Klodes Dyr 1

KAMELEN. 489 en bestemt Livsførelse, er det Kamelen. Den tilhører inden for Drøvtyggerne en Fami- lie, der bl. a. er mærkelig ved sin Forekomst paa to saa vidt fra hinanden fjernede Om- raader som den gamle Verdens Steppeegne og Sydamerika. Denne Kamelfamiliens Op- træden i tvende, vidt skilte Grupper kan, som saa mange andre Træk af Dyrenes Udbre- delse, kun forklares ved det, Palæontologien lærer om dens Udvikling og Oprindelse. Kamelerne stammer fra Nordamerika, hvor nu ingen af dem lever. Men i Tertiærtiden forekom der Former baade af Lamaernes og de egentlige Kamelers Størrelse. Hvorfor de forsvandt derfra, ved vi ikke, det hører til de mange uløste Gaader i Dyrenes Udviklings- historie. Fra dette Udgangspunkt udbredte Kamelerne sig i Tertiærtidens senere Afsnit dels mod Syd til Sydamerika, dels" over til Asien, hvor man har fundet Rester af dem til- hørende Arter i Indien, Sibirien og Sydrusland. Til Vesteuropa naaede de derimod ikke, men muligvis til Nordafrika, hvor der i Algier skal være fundet fossile Kamelknogler. Medens forskellige Arter holdt sig dels i Mellemasien, dels i visse Dele af Sydamerika, uddøde de andre Steder, og saaledes bliver deres Udbredelse i Nutiden forklarlig. Vi kender den gamle Verdens Kameler næsten udelukkende som Husdyr i to Former, den topuklede Kame 1 (Camdus bakt rianus') og den eenpuklede Dromeda r (c.dromedarius). Den første hører hjemme i Centralasien, den sidste i Afrika og Sydvestasien, men det er tvivlsomt, om de i Virkeligheden er artsforskellige. Den topuklede Kamel er de central- asiatiske Nomaders uundværligste Husdyr. Den forekommer i forskellige Racer, men om den tillige endnu er at træffe i virkelig vild Tilstand, er omtvistet. I Omegnen af den gaadefulde Søgruppe Lop-Nor lykkedes det Prschwalsky at skaffe de første Skind og Hovedskaller til Veje af vilde Kameler, der siden da har vist sig at have større Udbredelse, end han formodede. Jægere i Hedins Følge nedlagde 3 af dem i Ørkenen Fakla-Makam Syd for Tarimfloden, hvor de vandrer om i talrige og store Flokke. Rimeligvis forekommer de gennem alle de store, centralasiatiske Ørkenstrøg fra Tarimbækkenet gennem Gobi til Schamo. I disse, maaske de utilgængeligste afalle Ør- kener, kan de holde sig endnu Aarhundreder igennem, idet deres Evne til at undvære fersk Drikke i lang l id tillader dem at trække sig tilbage til de ødeste Sandstrækninger, hvor de ugevis kan nøjes med det salte Vand i de enkelte, dem bekendte, men af Menne- sker aldrig besøgte Kilder. Forskellen mellem vilde og tamme Kameler er ikke betydelig. De er omtrent paa Størrelse med hinanden, og Farven er ikke synderlig forskellig, om den end hos Vild- kamelen er lysere, mere i det rødlige spillende end hos Tam kamelen. Den vildes Haar- klædning er kortere end den tammes, og den mangler dennes Pandedusk. Mest paafaldende synes det at være, at den vilde Kamels Pukler kun er halvt eller Trediedelen saa store som den tammes, samt fastere og magrere; tillige er dens Muleparti mindre stærkt udviklet og mere graat farvet, og dens Øren kortere. Vildkamelen har Ord for at være overordentlig sky, og den siges at løbe mange Mile bort, naar den forstyrres. Hermed stemmer ikke, hvad Hedin fortæller om sine Sammen- træf med den, thi Flokkene lod ham og hans Folk komme paa god Skudvidde, og selv efter at der var skudt paa dem, havde de ikke særlig Hast med at komme af Vejen. Det gaar sagtens med dem som med andre Dyr: saa længe de ikke er udsatte for jævnlige Forfølgelser, er de lidet sky, men de bliver snart belærte af Erfaringen. Sikkert er det, at de vildtlevende Kameler i et og alt gør Indtryk af at være virkelige Vilddyr. Deres Sanser Vor Klodes Dyr. z _