^88 DE PALÆARKTISKE DYR.
stikker hele Forhovedet ned i den Mælk, der bydes dem og suger den op baade gennem
Munden og Næseborene.
De store Saigaflokke foretager, i alt Fald i Kalmuksteppen, ret regelmæssige Vandringer,
idet de om Vinteren drager mod Syd til mildere og planterigere Egne omkring Sal og
Manytsch, medens de om Foraaret atter trækker Nord paa. Undertiden kan ogsaa de, for-
drevne ved Tørke og Mangel paa Føde, kaste sig skarevis over frugtbarere og mere op-
dyrkede Egne, i hvilke de ellers ikke ses.
Fig. 281. Vild Kamel.
Saigaens Kaar er strenge, idet baade Naturforhold, Dyr og Mennesker truer dem, hvor
de færdes. Snestorme tvinger dem ofte til at søge Ly i Kløfter, hvor hele Rudler da kan
sne inde og omkomme ynkeligt, eller de drives af Sted i vildt Løb af Stormen, til de
mangen Gang, blændede af Sneen og udmattede af Sult og Kulde, styrter i en Kløft og
slaar sig fordærvede. Ulvene dræber mange, Ræve og Rovfugle røver de nyfødte Kid, og
Bremser lægger Æg i deres Hud, hvoraf Følgen bliver Bylder, der ikke sjældent kan
volde Døden. Ogsaa Kvægpesten angriber dem og decimerer deres Flokke frygteligt. Værst
raser dog Mennesket imod dem, skønt hverken Kød eller Hud har videre Værdi, og den
Tid er næppe fjern, da Saigaen maa slettes i alt hald af Europas Fauna.
Hvis noget Dyr kan siges at være præget af og tilpasset til bestemte Omgivelser og