Vor Klodes Dyr 1

KAMELEN. 491 Haark hedningen er navnlig om Vinteren og mod Nord lang, tyk og grov med fine og tætte Uldhaar imellem; den skiftes om Foraaret og falder da af i store Flager. Højden er gennemsnitlig omtrent et Par Meter, men forskellig efter Racen. Mindst er de Kameler, der højt mod Nord hemmes i Væksten af det strenge Klima. En ubehagelig Egenskab ved dem alle er deres ilde Lugt, der væsentligt stammer fra et Par Kirtler paa Hovedet, som afsondrer et stinkende Stof, hvis Uddunstning er særlig utaalelig hos den brunstige Hingst. Den topuklede Kamel er som Husdyr ret skikkelig og from. Den er temmelig dum og yderst frygtsom, saa at enhver pludselig Lyd eller Tilsynekomsten af et Dyr, en uskyl- dig Hare f. Eks., forskrækker den over al Maade. Dette gør den noget vanskelig at om- gaas, men til Gengæld er den taalmodig, udholdende og let at lede. Den holdes i stort Antal og benyttes baade som Ride-, Last- og Trækdyr. Da dens Pukler er ømtaalige, maa de beskyttes ved flere Lag Filttæpper, inden Sadlen lægges paa, men naar Dyret passes ordentligt, kan det arbejde Uger igennem næsten uden Hvile. Dog benyttes det kun om Vinteren; det kunde aldrig falde en asiatisk Nomade ind at fordre Sommerslid af sine Kameler. Den varme Tid igen- nem drives de paa Græs og hviler ud, og kun naar Kibitka’en skal flyttes, maa de bære den og Familiens andre lidet omfattende Ejendele. En tam Kamel kan om Sommeren undvære Vand i 2—3, om Vinteren i 6—7 Dage, og den er meget nøjsom med Hensyn til Kosten. De tørre Bynkebuske og Tidsler, Saxaulbuskens ogTamariskens sejge Kvi- ste og de beske Salturter er Herreretter for den, og Hedin fortæller, at den ugevis kan bære sin Byrde — 200 til 250Kilo og mere — gennem absolut plante- løse Sandørkener paa en Diæt af 1/2 Pot Sesamolie i Døgnet. Vi behøver vel næppe at sige, at den gamle Historie om Ørkenfareren, der slagter Kamelen, naar han er ved at forgaa af Tørst, for at læske sig paa det i dens Mavesæk opbevarede, klare Vand, er idel Digt. Allerede faa Timer efter, at en Kamel har drukket, er dens tynde Maveindhold umuligt at svælge selv for den af Tørst døende, og da det kneb haard est for Hedin og hans Folk, søgte disse sidste at drikke, ikke Ka- melernes Maveindhold, men deres Urin, hvilket for øvrigt bekom dem saare ilde. At den topuklede Kamel er den oprindelige Form, fra hvilken Dromedaren under Menneskets Indflydelse er afledet, turde være sandsynligst. I saa Henseende maa der læg- ges Vægt paa, at Karakteren: to og een Pukkel er saa overordentlig variabel. Ikke sjæl- dent fødes der mellem og af topuklede Kameler eenpuklede, uden at der har været Tale om Krydsning med Dromedarer. Paa disse eenpuklede Dyr kan det ofte, navnlig naar de er magre, ses, at Puklen er smeltet sammen af to, ligesom der ogsaa kan træffes Mellem- former, hos hvilke de to Pukler er ved at forenes. Blandt de Kirgiseres Kameler, som i Sommeren 1900 saas i Zoologisk Have i København, var der mindst 2 eenpuklede, skønt Racen var ren. Men den eenpuklede Race er meget gammel og af bildes allerede paa ægyptiske Mindesmærker fra omtrent 1400 Aar f. Chr. F. Under de ældre Dynastier var 60* Fig. 283. Hoved af en tam Kamel (efter Hedin).