DE PALÆARKTISKE DYR.
Fig. 286. Tarpan.
496
kort og tyk men ikke egentlig opstaaende, Halsen slank; Halens Længde og Behaaring
er som Tam hestens, og Benene er fine og smækre. Haarlaget er om Sommeren kort og
kruset, om Vinteren længere og tættere. Af Lød er Tarpanen lysere eller mørkere brun,
undertiden ogsaa isabellagul, mørkere om Sommeren, lysere om Vinteren. Hale og Manke
er næsten sorte, og de forbindes ved en Rygstribe af samme Farve.
Tarpanerne træffes i Flokke, der dels bestaar af en enkelt Familie, dels af yngre Hing-
ste, der bortjagne fra de blandede Flokke af deres ældre Kønsfæller har slaaet sig sammen,
drevne af den Selskabelighedstrang, de fleste Hovdyr og næsten alle Steppedyr sidder inde
med. En kraftig Hingst samler om sig alle de Hopper, han formaar at tilkæmpe sig, og dra-
ger om med dem og med deres endnu ikke fuldvoksne Afkom, idet han leder og vogter
sin store Familie omhyggeligt og opretholder stram Disciplin i den. Uden for Brunsttiden
slaar flere Flokke sig sammen, saaledes at man i alt Fald tidligere, da Tarpanerne var al-
mindeligere, kunde træffe meget store Hjorde. De er sky over for Mennesker, men mo-
dige over for Ulvene, deres værste Fjender blandt Dyrene, som imidlertid vel vogter sig
for at angribe en Tarpanflok, med mindre de ved Vintertid er pinte af den mest rasende
Sult. Mod et saadant Angreb forsvarer Hingstene Hopperne og Føllene ved Bid og ved
Slag med Forbenene.
Under deres Søgen efter gode Græsgange strejfer Tarpanerne vidt omkring og bry-