Vor Klodes Dyr 1

TARPANEN. 497 der ikke sjældent ind paa dyrkede Agre, hvis Afgrøde de hurtigt tilintetgør. Oftere gaar det dog ud over Bøndernes Høforraad, som opmagasineres i Stepperne for at afvente Slædeføre, og naar dertil kommer, at Tarpanhingste udøver en daarendeMagt over tamme Hopper, som de ofte forfører til at følge sig ud i det frie, lystige Steppeliv, er det intet Under, at de vilde Heste er hadede og forfulgte. Jagten paa dem drives med Lidenskab, og de er fordrevne fra mange Egne, hvor de før i Tiden var talrige. De fleste Forskere mener, at Tarpanerne kun er forvildede Tamheste. En Del af de samme Grunde, som synes os at tale for, at Kamelerne i Centralasien er virkelig og oprin- delig vilde, taler dog ogsaa for, at vi i Tarpanerne maa se de sidste, men med meget tamt Blod opspædte Rester af Europas oprindelige Vildhestebestand. Det forekommer os sand- synligere, at der ude i de menneskefattige, vidtløftige Stepper kan have holdt sig saadanne Rester, end at Vildhestene helt og holdent skulde være bleven udryddede eller indfangede og tæmmede. Ved Tamhesten skal vi for øvrigt ikke opholde os. Vi ved jo alle, i hvor mangfoldige, over den ganske Jord spredte og vidt forskellige Racer den er spaltet, og hvilken over- ordentlig Betydning den har haft for Mennesket. Den træffes forvildet mange Steder uden for Europa, saaledes i Nord- og Sydamerika, paa Falklandsøerne, i Australien o. s. v., men intetsteds har den været forvildet saa længe, at den har antaget et virkeligt Vilddyrs Præg; navnlig viser de mange forskellige Farver hos disse »vilde« Heste, at de kun ved forholdsvis faa Slægtled er skilte fra deres tamme Forfædre. Tamhestens Aandsevner bli- ver meget forskellig bedømte. Medens nogle er tilbøjelige til at anse dem for temmelig ringe, sætter andre dem meget højt. Saare meget kommer naturligvis an paa, under hvilke Forhold Dyret og dets nærmeste Forfædre er opfostrede, men over en Bank taget kan He- sten dog næppe i Begavelse og Klogskab maale sig hverken med Hunden eller med Ele- fanten. Den er ganske vist lærenem og i Besiddelse af en ofte forbavsende Hukommelse, men dens overordentlige Skyhed og Frygtsomhed, der rimeligvis hænger sammen med dens lidet udviklede Sanser, synes ofte at forhindre den fra at udfolde sine Aandsevner. Som alle selskabeligt anlagte Dyr slutter Hesten sig fast ikke blot til Artsfæller men ogsaa til Mennesker, naar disse behandler den godt og fornuftigt, men mod den, der piner, driller og mishandler den, kan den nære et glødende Had, der gør den farlig at omgaas og mere end een Gang har kostet dens Plageaand Livet; til Gengæld kan den omfatte en god og kærlig Herre med den største Hengivenhed. Mange er Eksemplerne paa, at en Hest har sørget dybt ved sin Herres Død, og det paastaas endog, at man har set Heste begaa Selvmord ved Drukning, naar deres Herrer var døde. Til disse Historier om Dyrs Selvmord — de fortælles ogsaa om Hunde — har man dog vist Lov til at stille sig i høj Grad skeptisk, da de forudsætter et Begreb om Døden, som man næppe kan til- tro selv de højest udviklede blandt dem. Dog — vi har en Gang dvælet udførligere ved Spørgsmaalet om, hvorvidt Dyrenes Aandsevner rækker, og vi tør ikke komme ind paa det en Gang til, vi gaar derfor videre fra Tamhesten til dens vildt levende Slægtninge. Blandt disse er Tarpanen den eneste, der kan være Tale om at opfatte som vor tamme Hests Stamfader, alle andre staar den langt fjernere og er, for saa vidt det drejer sig om de palæarktiske Arter, snarere Æsler end Heste. I det indre af Asien, paa Thibets Højsletter og i de tilstødende, til Dels lavere liggende Strøg, færdes Klangen (E. hemionus), der rimeligvis ikke er artsforskellig fra en Række Vor Klodes Dyr. 61