Vor Klodes Dyr 1

ØRKENLØBEREN. 509 Straks springer den af Vognen og sniger sig behændigt og stedse mod Vinden ind paa dette, idet den omsigtsfuldt benytter sig af enhver Fordel, Terrainet byder den. Naar den er kommen de græssende Antiloper saa nær, at den tror sig sikker paa dem, styrter den sig med en Række prægtige Spring løs paa en af dem, som den slaar ned med For- benene. Derefter bider den Hul paa dens Halsaarer og drikker begærligt det udstrømmende Blod. Naar den ikke sit Bytte ved faa Spring, forfølger den det stundom et Stykke Vej i susende Løb, men aldrig ret langt. De Fugle, der kan siges at være udelukkende Steppe- eller Ørkenboere, er ikke mange i Tal. Ganske vist er der i de fleste Ordener Arter, som særlig holder sig til de træ- løse Sletter, men i mange Tilfælde røber dette sig ikke i deres Ydre. De fleste Rovfugle, Sangfugle o. s. v., som hører Steppefaunaen til, er kun lidet forskellige fra de tilsvarende Arter i Skovene eller Bjærgene, og vi kan ikke ofre Plads paa dem. Vi maa nøjes med at omtale nogle af de mest udprægede Former, der i en eller anden Retning er omdannede ved eller stærkt paavirkede af Livet og Omgivelserne ude i Stepperne. Den Fugl, der fremfor nogen anden er Ørkenens, Strudsen nemlig, gemmer vi dog, til vi kommer til den æthiopiske Region, der er dens egentlige Hjem, skønt den ogsaa forekommer baade i Nordafrika, Arabien og en Del af det sydvestlige Asien. Naar vi saa ser os om efter andre Fugle, der maa siges at være Karakterdyr for Stepper og Ør- kener, vil vi maaske forbavses ved at finde, at de først og fremmest maa søges inden for Vadernes Orden, thi vi er jo vante til at betragte disse som knyttede til Vandet og vand- rige Egne. Vi maa imidlertid her atter engang gøre opmærksom paa, at særlig blandt Fug- lene dækker vor systematiske Inddeling, som den nu er, ikke altid over de virkelige Slægtskabsforhold, ligesom ogsaa paa, at nærbeslægtede Dyr ikke sjældent har vænnet sig til højst forskellige Maader at leve Livet paa. Vist er det i alt Fald, at nogle af Vaderne hører til de Fugle, der holder sig længst borte fra Vandet og bedst kan undvære dette, saaledes Ørken løb er en (Cursorius galli- ens), der ligner en Brokfugl i Bygning og Størrelse. Den er skudt een Gang i Norden, ved Fredericia, men har sin Hjemstavn langt borte herfra, i Nordafrika og Sydvestasiens Sandørkener. Dens Navn er velvalgt, thi baade er den en udtalt Ørkenfugl, der maa søges i de mest sterile Strøg, og den løber, synes det, mere og hellere, end den flyver, hvilket dog ikke har sin Grund i Brist paa Flyveevne, thi kommer den først paa Vingerne, viser den sig som en udmærket Flyver. Ørkenløberen har, hvad nu Grunden hertil kan være, udviklet Vadernes gennem- gaaende gode Gang og Løb til den højeste Fuldkommenhed. Naar den forfølges, piler den af Sted i en saadan Fart, at de hurtigt flyttede Ben bliver usynlige. Det ser ud, som førtes et Fuglelegeme af en gaadefuld Kraft hen over Sandet, svævende faa Centimeter over dette. For øvrigt har Fuglen den hos Ørkendyr almindelige, isabellagule Sandfarve, kun paa Hovedet ses nogle smukke, stribeformede, sorte og hvide Tegninger, ligesom ogsaa Vingerne delvis er sortfarvede. Hvorledes den egentlig bjærger Føden, er en Gaade, thi den ses i Reglen der, hvor saa godt som al Plantevækst er forsvunden, og hvor man derfor skulde antage, at der kun findes faa af de Smaadyr, den lever af. Her vandrer den uden for Parringstiden ene om, kun sjældent ses flere forenede til Smaaflokke, og her bygger den sin simple Rede i Sandet og udruger og opføder sine 3—4 Unger.