ØRKENLÆRKEN.
SIS
Tørhed og Øde. Deres Udbredningskreds er meget stor, idet de tillige forekommer baade
i Nordafrika og i de asiatiske Stepper.
Sangfuglenes store Orden er talrigt repræsenteret baade i Stepper og Ørkener, og det
ikke blot i de mere begunstigede Partier af disse, hvor Nærheden af Vand tillader en
rigere Plantevækst at skyde op og 1 ræer eller i alt hald
Buske at trives. Om Foraaret genlyder de frisk grønnende
Sletter af Lærkesang i en Fylde, som faa andre Egne. Dette
kan ikke forundre, da Lærkerne jo er Markfugle, der byg-
ger Rede paajorden og i Reglen skyrSkovene. Vi har oven-
for bl.a. omtalt Kalanderlærken, der nærmest
■ er en Steppelærke, men der er tillige adskil-
lige,som sjældent eller aldrig træffes uden fol-
de tørreste og ødeste Stepper eller virkelige
Ørkener. Ørken lærken
(Alauda deserti) bærer saa-
ledes ikke sit Navn med
Urette, thi den træffes end-
og i Saharas Hammadaer
og i de sterileste Sandstrøg.
Hvorledes den opholderLi-
vet saadanne Steder, er en
Gaade,men at den gør det,
fortæller dens melankol-
ske, men vellydende Sang,
der høres Dag ud og Dag
ind, hvor den har sat Bo.
Sætter Ørkenlærken sig
paajorden, forsvinder den
som ved Trylleri, saa fuld-
stændigt falder den sam-
men med Sandet og Ste-
nene i Farve.
En anden Ørkenlærke
(Ä desertorum) er større
og har et for en Lærke
mærkværdigt langt, let
buet Næb; den er tillige
høj benet og løber rask, saa den har altsaa antaget nogle af de Bygningstræk, dei ei fælles
for mange Steppefugle.
Til de egentlige Sangere hører Cistussangerne (Cisticolæ), en lille Slægt, hvis
Medlemmer bygger saare kunstige Reder. Disse har Form a.f en Pung med Hul paa Siden
og er anbragte i en tæt Busk, en høj Græstue eller en Sivdusk, hvis Blade Fuglene hai syet
sammen omkring Reden, saa de støtter og beklæder denne. De har stukket Huller med
Næbbet i Randen af Bladene og gennem dem trukket 1 raade al Spindelvæv ellei 1 Lmte-
63*