Vor Klodes Dyr 1

5T4 DE PALÆARKTISKE DYR. man herhjemme og da særlig i Jylland overrasket ved Ankomsten af store Flokke Fugle, som ingen uden for de lærdes Kreds kendte. Naturligvis skannede man dem ikke men skød dem ned for Fode og fangede dem i Snarer overalt, hvor de slog sig ned, saa de blev snart sky og forkyste. Hvor de, som flere Steder paa de jydske Heder og i Klitegnene, lagde Æg og rugede, blev Rederne plyndrede og de rugende Fugle dræbte. Omtrent sam- tidig viste den samme Fugl sig flokkevis næsten overalt i Europa, men ved senere at sammenholde Datoerne for dens Tilsynekomst blev det klart, at den var indvandret fra Sydøst og havde spredt sig vifteformet over Landene. Det var den kirgisiske Steppehøne (Syrrhaptesparadoxus), der saaledes holdt sit Indtog hos os, og den har senere, i 1888 atter besøgt os i endnu større Tal. Dens Hjem er Stepperne fra det kaspiske Hav mod Øst ind i Mongoliet og Kina, men i de senere Aartier har den udvidet sit Omraade mod Vest ind i Sydrusland til Dons Bredder. Hvad Kropstørrelse angaar, mader den sig næppe med en Agerhøne, men dens lange spidse Vinger og navnlig de to stærkt forlængede, smalle, i Spidsen næsten børsteformede Styre- fjer giver den et langt stateligere Udseende end denne. Den har kun 3 Tæer paa hver Fod, idet Bagtaaen er rudimentær, og Fødderne er befjerede helt ud paa Tæerne. Steppehønens Hovedfarve er Ørkensandets; den er lys rødgullig med sorte Tvær- pletter paa Ryggen og i et Baand om Brystet, med en stor, sort Bugplet og delvis sort- brogede Vinger. Den er lavbenet, og medens den er en udmærket Flyver, er den ingen synderlig god Løber. I sit Hjem er den Trækfugl, og den tilbringer Vinteren Syd paa langs Himalayas Nordrand, men indfinder sig paa Ynglestederne allerede i Marts, længe inden Frosten er ophørt og Sneen smeltet. Som Regel udruger den hver Sommer to Kuld Kyl- linger paa 4 hvert, og dens Føde bestaar af Frø og friske Plantedele, men den tager og- saa Insekter. Vand kan den ikke undvære, den maa have Adgang i det mindste til een, ofte maaske fjern Kilde. Steppehønen er mere selskabelig end de fleste andre Hønsefugle, og i Reglen ruger flere Par i Nærheden af hinanden, ligesom den ogsaa uden for Yngletiden stedse træffes flokkevis. Paa Trækket fylkes den i umaadelige Skarer, og det er dem, der af og til for- vilder sig ud i fjerntliggende Egne. Man har troet, at denne Fugl, om den blev skaanet, vilde kunne fæste varig Bo hos os. Dette er dog tvivlsomt, thi selv om nogle Par skulde faa Held til at opklække deres Kuld her, vilde de sagtens søge til deres vante Overvintrings- steder om Efteraaret, og der turde da være Sandsynlighed for, at de og deres Unger vilde slaa ind paa Vejen til deres oprindelige Hjem næste Foraar. Foruden denne Art huser den palæarktiske Regions Stepper flere til en ejendommelig familie (Pterokles) hørende Fugle, som i sig forener Bygningstræk, der minder dels om Duer, dels om Høns. De regnes dog i Almindelighed for at høre til disse sidste. Øde Slet- ter er deres Hjem, hvad deres Dragts Farver allerede viser. Nogle Arter er mørkere far- vede og færdes da paa Asiens Stepper, hvis Tone er fremherskende rødgul, andre er ly- sere og har Tilhold i Afrikas gullige Sandørkener. De er langvingede og gode Flyvere, og skønt de er Standfugle, spreder de sig dog ofte vidt ud over Strøg, hvor de normalt aldrig ses. Deres Flyvefærdighed gør det muligt for dem at bebo Egne langt fra Vand, skønt de ikke kan undvære dette men maa gøre en Udflugt for at besøge det mindst een Gang hvert Døgn. To af Arterne, Pt. arenarius og Pt. Alchata, træffes allerede i de Dele af det sydlige Spanien, hvis Karakter er næsten fuldstændig afrikansk i Henseende til Hede,