ØRKENVARANEN. S1?
Hjem. Om Sommeren lever den af Insekter og andre Smaadyr, om Vinteren navnlig af
Saxaulbuskens Frø.
Det mærkelige ved denne Fugl og dens 3 nærbeslægtede Ætfæller er, at de under Ind-
flydelse af de Omgivelser, i hvilke de har slaaet sig ned, har fjernet sig saa meget i Livs-
vaner og til Dels i Bygning fra deres Slægtninge og har antaget meget af det Præg, der er
fælles for de fleste Steppe- og Ørkenfugle.
Heller ikke Øglerne søger man forgæves paa Stepperne, end ikke i de virkelige Ør-
kener mangler dej jn. der er endog dem iblandt dem, som sjældent eller nldng tiæffes
Fig. 300. Ørken varan.
uden for disse. I de
Ørkener, der mod
Øst begrænser den
frugtbare Nildal, i
Palæstina og en Del
af Arabien lever saa-
ledes et stort, spids-
hovedet, rund- og
langhalet Firben,
Ørkenvaran en
(Varanus arenarius),
tilhørende en Slægt,
der kendes bl. a. paa
Tungen, som ikke er
dybt kløftet, men en-
der med to Horn-
spidser; den ligger
skjult i enSlimhinde-
fold men kan stræk-
kes langt ud af Mun-
den. Tænderne er
kegleformede, de for-
reste spidse, de ba-
geste afstumpede.
Ørkenvaranen bliver indtil 11/2 M. lang; dens Skæl er overalt, ogsaa paa Hovedet, smaa og
runde, fordelte i Ringe, Lemmerne er kraftige, de bageste længere end de foi reste, med 5
lange, smækre Tæer paa hver Fod. Ryggen er lysebrun med firkantede, grønlige Pletter,
Bugen er gullig, og Halen er ringet med gult. Den træftes i tøne, øikenagtige Strøg,
hvor den har Bolig i Klippehuler eller i Jordhuller og jager alle Slags mindre Dyr, navn-
lig store Insekter, Firben og unge Slanger; men Smaapattedyr og Fugleungei g^ai dog
heller ikke Ram forbi. For større Dyr og Mennesker flygter den i Reglen, naai den ikke
overraskes, men undertiden sætter den sig dog kraftigt til Modvæige og kastei sig i høje
Spring over Modstanderne. Den bider sig fast i Hestes og Kamelers Bug ellei Ben og
springer paa Mennesker for at bide dem i Ansigtet. Den er derfor almindelig flygtet. Om
dens Forplantning vides intet, ligesom dens Liv i det hele ikke er videre kendt.