Vor Klodes Dyr 1

VANDREGRÆSHOPPEN. 521 hvad enten den nu blot soler sig eller gaar paa Jagt. Dens Bid er meget frygtet, og den bliver slaaet ned, naar og hvor den antræffes. Om det lavere Dyreliv i Stepperne kan vi kun sige nogle faa Ord, skønt det i og for sig hverken er ringe eller uden Interesse. Men det frembyder dog kun faa Former med Særpræg, eller dette er, maaske rigtigere sagt, kun sjældent let at faa Øje paa. Blandt Insekterne spiller Græshopperne ubetinget Hovedrollen, og blandt dem er atter Vandregræshopperne de mest bekendte eller berygtede. Vi har gentagne Gange talt om den Vandringsdrift, mange Steppedyr sidder inde med; denne er adskillige af Step- pernes Græshoppearter overalt paa Jorden i udpræget Grad i Besiddelse af. Til daglig holder de sig inden for deres tilvante Omraade, men af og til bryder de ud og oversvøm- mer i utællelige Skarer nære og fjerne Egne til Fordærv for disse. Ofte er Grunden til saadanne Tog tydelig nok Mangel paa tilstrækkelig Næring i Dyrenes Hjemstavn: Aaret har været særlig gunstigt for Yngelen, og Artens Individantal er derved tiltaget i urimelig Grad. Saa indtræffer maaske en Tørkeperiode, som bortsvider Plantevæksten og sætter Græshopperne i Bevægelse. Larverne vandrer af Sted paa deres 6 kraftige Ben, og de fuldt udviklede Insekter føres med Vinden ud over de dømte Egne. Men der er ogsaa Tilfælde, i hvilke Mangel paa Næringsstof ikke synes at være den virkende Faktor, og da kan man kun forklare sig Udvandringen som Udslag af en mystisk Vandredrift i Lighed med den, der driver Lemmingen ned fra Fjældene. Den palæarktiske Regions mest ødelæggende Græshoppe er Vandr egræs hop pen (Pachytylus migratorius), men ogsaa andre større og mindre Arter har til Tider vist sig i hærgende Skarer udenfor deres Steppehjem. Vandregræshoppen har hjemme mange Ste- der i Sydeuropa og Vestasien, hvor den yngler Aar efter Aar, uden at der bliver lagt synderlig Mærke til den. Hunnen bliver indtil 5 Ctm. lang, Hannen derimod ei betydelig mindre; begge er paa Oversiden grønlige, paa Undersiden rødlige, Forvingerne er brun- lige med mørkere Pletter, Følehornene korte, Hovedet fortil lodret afskaaret. Hunnen har ingen eller kun ganske kort Læggebrod. Kønnene parrer sig gentagne Gange, og Hunnen lægger sine Æg i Smaapakker omgivne med et størknet Kirtelsekret. Da hun producerer omkring 150 Stykker, som hun portionsvis graver i Jorden, hvor de kan ligge uskadte i Aarevis, er det klart, at Artens Formerelse til Tider kan blive overvældende. Æglægnings- tiden synes at strække sig over hele Sommeren. Indtræffer der nu et særlig gunstigt Aar med tidlig og længe vedholdende Varme, saa har man, forudsat der har været æglæggende Hunner nok den foregaaende Sommer, et Græshoppeaar i Vente. Da klækkes de overvintrede Æg tidligt paa Foraaret, og Larverne udvikler sig hurtigt. Efterhaanden breder de sig ud til Siderne, idet de vandrer om Dagen, holder Maaltid Aften og Morgen og hviler om Natten. Ud paa Sommeren har de efter 5 Hudskifter faaet Vinger, og nu begynder for Alvor Ulykkerne. Som paa et givet Signal hæver sig en Sværm paa Millioner, der føres af Sted med Vinden, maaske mange Mile bort til frugtbare, kultiverede Egne. Her bliver Bonden en Dag en underlig, truende Sky var i Horisonten, han spejder og spejder, og Hjertet slaar angest i hans Bryst, thi han sei snart, hvad den betyder. Den nærmer sig mere og mere, lavt hen overjorden, langt lavere end andre Skyer, og en sær Larm som af et optrækkende, vældigt Haglvejr høres. Det ei Græshopperne, dem, hvis Tog Profeten Joel og mange andre brave Mænd hai beskrevet Vor Klodes Dyr. 4