Vor Klodes Dyr 1

j22 DE PALÆARKTISKE DYR. i malende Ord og lignet ved Hærskarer af Ryttere og Stridsvogne og meget andet grumt. Nu gælder det, om de vil drage bort over den truede Egn, eller om de vil sænke sig og ødelægge den. De gør det sidste. I et Nu er Jorden bedækket med en myldrende Masse sultne og ædedygtige Dyr, der straks kaster sig over alt grønt. Menneskene gaar løs paa dem med Plejle og Tromler, og store Baal tændes for at stege dem, men intet hjælper, deres Mængde er for overvældende. Alt svinder for deres skarpe Kindbakker, hvis Støj høres vide om, og naar Sværmen atter hæver sig for at opsøge en anden Egn, er hvert grønt Blad, hvert Aks og Straa, ja Barken af Træerne og Hytternes Straatage bortædte. De yderste Udløbere af saadanne Hærskarer, der efterhaanden splitter sig i mindre Sværme, er ofte naaet langt omkring, enkeltvis endog til Danmark og Sydsverrig. Næppe nogen Sinde vender Dyrene eller blot nogle af dem tilbage til deres Hjemstavn, men de, der ikke falder som Ofre for deres utallige Fjender, søger passende Steder til Æglægning og dør, naar denne er endt. Æggene udklækkes ofte paa de nye Steder, men Arten holder sig dog ikke der i Længden. Efter faa Aars Forløb er den forsvunden, for maaske ikke at vise sig igen i mange Aar. I Hjemstavnen derimod bliver altid Dyr nok tilbage til at holde Ætten oppe og lægge Grunden til nye Udvandringstog ad Aare. Menneskenes fortvivlede Kamp mod Græshopperne har i Reglen været forgæves, men nu mener man at have fundet et probat Middel imod dem. Man har lagt Mærke til, at voldsomme Epidemier af og til tilintetgør Sværmene, og man har udforsket, at dc skyl- des visse Smaaorganismer. Disse har man da »rendyrket«, og med dem har man inficeret dels Larverne, dels de fuldt udviklede Insekter. Endnu er Tingen ikke tilstrækkeligt prø- vet, men forhaabentlig vil det vise sig, at man er inde paa den rette Vej, saa ogsaa Græs- hoppeplagen snart vil være en Saga blot. Paa sine Steder, navnlig i Afrika, benyttes Van- dregræshopperne til Føde i temmelig udstrakt Maalestok. Ristede og med noget Salt til skal de smage rigtig godt, Livingstone mener, at de minder om Rejer. Naa — om Smagen kan jo som bekendt ikke disputeres, og i og for sig kan Græshopper være lige saa spiselige som Krebsdyr. Hvor man saaledes betragter en Sværm af de ellers saa fryg- tede Dyr som en kærkommen Gudernes Gave, vil man næppe være henrykt over den nye Opfindelse: de dræbende Bakterier. BJÆRGDYR. I vort kultiverede Europa, hvor Slettelandenes Skove er ryddede i stor Udstrækning eller tagne under forstmæssig Behandling, er mange, navnlig større Pattedyr og Fugle bleven fortrængte til de store, sammenhængende Bjærgmasser med deres vildsomme og vanskeligt tilgængelige, derfor forholdsvis uberørte Skove. De trives her, fordi de finder nogenlunde Fred eller dog sikre Tilflugtssteder under Forfølgelser, ikke fordi de er egent- lige Bjærgdyr. Saadanne er derimod de, for hvem Bjærgene gennem mangfoldige Slægtled har været Hjem, og som er bleven mere eller mindre omdannede og tilpassede ved Livet i dem. For den nordligere Del af den palæarktiske Regions Vedkommende kan man dele Bjær- genes Dyr i to Grupper: den ene omfatter Resterne af Istidens Dyreverden, der delvis veg op paa Højderne, efterhaanden som Sletternes Klima blev mildere, den anden be-