Vor Klodes Dyr 1

GEMSEN. 527 Valget truffet, udgaar gennem andre Celler som Mellemled og ved Nervetraadenes Hjælp Befalingen til de mange Muskler, ved hvis Sammenspil Springet skal udføres netop saa- ledes, at det attraaede Maal naas. De skal sammentrække sig i den rette Rækkefølge, og hver af dem netop med den fint afvejede Kraft og i den Udstrækning, der er fornøden. Hvilken Tid vilde det ikke tage selv den mest øvede Matematiker at løse et Problem som det, der her er stillet Dyret, og dog løser dette det og udfører alt fornødent i en Brøkdel af et Sekund, og uden at noget deraf kommer til dets Bevidsthed. Afstanden be- døm 111 es rigtigt, Kraften beregnes paa en Prik, hver enkelt Muskels Aibejde ud huj les nøjagtigt — og Dyret staar sikkert paa den eneste Plet, der kan frelse det fra en bi at Død. Hvilken Opøvelse opsummeret ved Arv og stadig forstærket maa der ikke til, fol at en saa sammensat Proces kan gaa saa let og saa usvigelig sikkert for sig! Allerede fra ganske smaa af øves Kiddene da ogsaa i Spring og Klatren under Moderens Opsigt. Som en Modergemse bedst gaar og græsser med sine Kid, der kun er faa Dage gamle, sættet hun af Sted op ad en stejl Skrænt, hvor hun bliver staaende og kalder. Kiddene tør ikke følge hende, men lægger sig ulykkelige ned i Græsset. 8aa vcndei hun tilbnge til dem, springel omkring dem med lokkende Fagter og overtalende Brægen, til hun faai dem med sig. Eller hun springer op paa en stor Klippeblok og kalder Kiddene til sig, og paa den Maade stiller hun dem stadig vanskeligere Opgaver, indtil de er udlærte. Som voksne vil de da ogsaa, for at nævne et Eksempel, kunne springe ned fra en Klippe med en lodict Højde af 10 til 15 Mt. uden at tage Skade. Dog kan det naturligvis ogsaa gaa Gemsen galt. Et Klippefremspring brydes ved Stø- det af dens Vægt, en Sten giver efter, en Snebro brister, eller en Lavine styrtei ned paa den, og dens Li-v er tabt. Ogsaa fra Rovdyrene truer Farer: Bjørn og Los kan tage en voksen Gemse, Lammegrib eller Kongeørn bortføre et Kid, men dette ei dog for intet at regne mod den Skade, Menneskets Efterstræbelser volder. Fra Arilds Tid har Gemsejagt været anset for Idræt værdig en Mand, og i Alperne har der levet mange bei ømmelige Jægere, der i Aarenes Løb nedlagde Hundreder af Dyr snart paa lovlig, snart paa ulovlig Jagt. Nu dræbes de fleste paa Stormandsjagterne, der sættes systematisk i Scene med Dri- vere og Klappere, som opsøger Vildtet og jager det hen imod de i sikre Baghold lurende Skytter. Er denne Jagt end ikke farlig, besværlig kan den dog være, mest naturligvis foi Driverne uden Bøsse, men livlig og spændende er den altid. Gemserne holder sammen i Rudler, Geder og Kid for sig, Bukke fbi sig, undtagen i Brunsttiden, da begge Køn slaar Følge. Saadan en Rudel frem byder et piægtigt Syn, naai den er uforstyrret. Nogle ligger mageligt i Græsset med Benene bøjede ind undei sig, drøvtyggende langsomt og velbehageligt. Andre staar ubevægelige som Støttet paa et Klippefremspring eller en Sten blok, stirrende ud i det fjeine. Mødie legci med deics Kid, et Par livsglade Ungbukke morer sig med at rutsche ned ad en brat skraanende Snefon, idet de ror sig frem med vidt skrævende Ben, til de er kommen ordentligt i Fart, og Resten græsser spredt ud over den grønne Li. Men hvor trygge Gemserne end synes, aldrig glemmer de deres Vagtsomhed. Stedse er nogle af Flokken paa Udkig, og opdager de ved deres skarpe Sanser noget mistænke- ligt, advarer de de andre ved en skarp Piben. Allerede et Fugleskrig er nok til at vække deres Opmærksomhed og Mistænksomhed. De har, som andet Haarvildt, deies Vekslei. bestemte Veje eller Ruter, ad hvilke de søger til og fra Poderpladserne. De holdei meget