Vor Klodes Dyr 1

528 DE PALÆARKTISKE DYR. af Salt og besøger derfor Saltkilder og Steder, hvor Jorden er saltholdig, selv om de maa vandre langt for at tilfredsstille deres Lyst. Omkring iste November kommer Bukkene i Brunst; de ældre af dem fordriver efter heftige Kampe de yngre og samler hver sin Flok Geder paa en aaben Plet i det øverste Skovbælte. Bukken mishandler i sin blinde Lidenskab ofte Gederne, som dog ingenlunde tager dette ilde op, men snarere synes at betragte det som et pirrende Krydderi, der hører sig til. Han er et Billede paa den vildeste Gejlhed, umættelig i Tilfredsstillelsen af sine Lyster og altid kampivrig. Gederne er ham ingenlunde tro, men benytter enhver Lejlig- hed til at hengive sig til de yngre Bukke, der lusker om i det omgivende Krat. De gamle Bukke afmagres i den Grad, at de knap kan staa paa Benene, og maa snart trække sig til- bage til lavere liggende Strøg for at genvinde Huld og Kræfter. Imidlertid er det bleven Vinter, og nu kan det ofte knibe for Gemserne med at faa bøden, navnlig naar der danner sig Skorpe paa Sneen. De opsøger gerne Bjærgfyrskovene for at gnave Skæglav af Træerne, og det kan da ske, at en stærk Gren, der er tynget til Jorden af Snemasserne, befris ved Dyrenes Skraben, saa den slaar pludseligt og heftigt tilbage og trækker en Gemse i Vejret ved dens krummede Horn. Man finder da engang i riden dens Skelet hængende paa Grenen som Vidne om dens sørgelige Død, og formo- dentlig har dette givet Anledning til den Tro, at Gemserne sover ophængte ved Hornene. Gemser kan holdes i Fangenskab, men de maa helst være indfangede unge, og de maa have Plads at røre sig paa og passende Foder. De kan blive meget tamme og er navn- lig som Kid livlige og morsomme, medens ældre Bukke og »amle, gnavne Geder kan være baade ubehagelige og til en vis Grad farlige at have at gøre med. De yngler ikke sjældent i Fangenskab og parrer sig, hvad de for øvrigt ogsaa undertiden gør i vild Til- stand, med tamme Geder. De derved fremkomne Bastarder ligner snart overvejende den ene, snart den anden af Forældrene. Endnu mere udprægede Højfjældsdyr end Gemserne er Stenbukkene, der hører til Gederne. Al pesten bukken (Caprct ibex) har tidligere haft hjemme baade i Alperne og andre, mellemeuropæiske Bjærge, Karpatherne f. Eks. Men nu er den udryddet overalt undtagen i de piemontesiske Højalper, hvor en lille Bestand beskyttes af Italiens Konge ved strenge og strengt haandhævede Jagtlove. Derfra har den i den nyeste Tid bredt sig til Mont Rosa og nærmeste Omgivelser, hvor der antages at leve c. 400 Stykker. Der forekommer ogsaa Stenbukke i Pyrenæerne og de spanske Bjærgkæder, ligesom i Altai- bjærgene, paa Himalaya, det stenede Arabiens Bjærge og i Abessinien, men hvor mange af disse der tilhører særegne Arter, er Forskerne ikke enige om. I alt Fald de europæiske Stenbukke kan dog vist kun betragtes som nær beslægtede Varieteter af een og samme Art. Alpestenbukken bliver c. i1/, Mt. lang, og 80 Ctm. høj. Særlig iøjnefaldende er Buk- kens almægtige Horn, der bliver indtil 1 Mt. lange og er firkantede, noget sammentrykte med afrundede Kanter, tværringede paa Forsiden og but tilspidsede. Fra deres brede Ba- sis paa Dyrets Pande hæver de sig divergerende og rettede en Smule bagtil, for derpaa i en flad Bue at krumme sig bagover, udad og nedad. De vejer indtil 1; Kilo, hvilket vil svare til en omtrentlig Legemsvægt af 100 Kilo. Geden vejer kun det halve og har langt kortere og spinklere Horn. Stenbukkens Legeme er tæt bygget og bæres af kraftige, men forholdsvis tynde Ben. Klovene er haarde og ujævne paa Undersiden, og de spredes under Gangen vidt fra hin-