Vor Klodes Dyr 1

 46 VOR KLODES DYR. beredt paa alle Eventualiteter, thi der er det uhyggelige ved disse skønne Dyr, at nogle af dem er overordentlig giftige, og at man aldrig kan se paa dem, om man staar over for en Slange, hvis Bid kan medføre Døden, eller om det er et lige saa harmløst Væsen som vor almindelige Snog. Og ikke blot i Farvetegning, ogsaa i den hele Optræden efterlig- ner de uskadelige Former nøjagtigt de giftige; pirrer man ved dem med en Stok, ruller de sig sammen, rejser hvislen de Hovedet med den spillende Tunge og udvider med de forreste, bevægelige Ribben den nærmest bag ved Hovedet liggende Del af Kroppen, — og da kan ingen vide sig sikker, før man har slaaet den ihjel og set efter, om der er Gift- tænder eller ej i Munden. ---------I dette som i alle de øvrige hidtil nævnte Tilfælde har Efterligninger været et passivt Værge; men der kendes ogsaa i Naturen Eksempler, rigtignok langt færre, paa, hvad man i Modsætning til Beskyttelse s forklædning kunde kalde Angrebsfor- klædning. Man kender Edderkopper, der ligner de Fluer, som de jager, og som ogsaa i deres Bevægelser kopierer dem saa godt, at de ubemærket kan liste sig ganske nær paa deres Bytte; ligesaa Knælere, der efterligner de Termitter, hvoraf de lever. I andre Til- fælde trænger de forklædte Dyr ind i de efterlignede Arters Æg- og Forraadskamre og Fig. 28. a Flue (Volucella mans) forklædt som Hveps (A). b Flue (Voluce.Ua bomby hins) forklædt som Humlebi (B). anbringer der deres egne Æg, saa at deres Larver straks har tilstrækkelig Føde. Dette gør f. Eks. flere Arter af Flueslægten Volucella, der i Ly af deres Forklædning vover sig ind i Humlebiernes eller i Hvepsenes Reder. Inden for denne Slægt er der i øvrigt en ikke ringe Gradation i Henseende til Forklædningens større eller mindre Fuldkommenhed, idet den Art, der hjemsøger Humlebiernes Forraad, er yderst skuffende forklædt og ved højlys Dag flyver nok saa dristigt helt ind i Humleboet, medens den, der efterligner vor alminde- lige Hveps, ikke er fuldt saa vellykket i sin Forklædning og derfor benytter sig af Aften- skumringen til at liste sig hen til Hvepsereden; og den vover endda ikke at trænge helt ind i denne, men nøjes med at anbringe sine Æg i Indgangen. Det faar saa blive de smaa Larvers Sag enten selv at skubbe sig videre ind eller at haabe paa, at de kan blive hæn- gende ved en eller anden forbiflyvende Hveps og af den blive transporterede ind. Iagtta- gere meddeler, at denne Art ogsaa ret ofte opdages af Hvepsene, der da altid rasende over- falder og dræber det uheldige Individ; den er heller ikke saa hyppig som den anden Art. Denne langtfra enestående, forskellige, Udviklingsgrad af Mifnicry hos to meget nær- beslægtede Arter har sin overordentlig store Interesse, fordi den giver os et lille Indblik bag Kulisserne og viser os Forklædningen ikke blot som et fuldt færdigt Fænomen, men i sin ufuldendte Vorden, inden Naturens store Sceneinstruktør — Kvalitetsvalget — endnu har lagt den sidste Haand paa Værket; for saa vidt der i det hele taget nogen Sinde