Vor Klodes Dyr 1
Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1903
Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN
Sted: KØBENHAVN
Sider: 720
UDK: 5919
FØRSTE BIND
INDLEDNING
DE ARKTISKE DYR
DE PALÆARKTISKE DYR
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
b
DE PALÆARKTISKE DYR.
af nærstaaende Arter. Bastarderne er i Reglen tillige frugtbare saavel indbyrdes som med
begge Forældrenes Æt.
Alt taler for, atTamfaaret er en af Menneskets første Erobringer, selv om dets Billede
mangler paa de ældste ægyptiske Mindesmærker. Dets vide Udbredelse i den gamle Verden,
de overordentlig talrige Racer og de Tegn, de fleste af disse frembyder paa lang Indvirk-
ning af Husdyrlivet i Forbindelse med saadanne Kendsgerninger, som atTamfaar holdtes
i Mængde i den yngre Stenalder baade i Schweiz og i Danmark, tyder paa meget tidlig
Domestikation. Intet andet af vore Husdyr, Hunden maaske undtagen, har fjernet sig saa
langt fra sine vilde Stamformer som Faaret, og det baade i Sind og Skind. Mellem de
ovenfor nævnte vilde Faarearter er der en saa stor Lighed i Hovedtrækkene, hvad Legems-
bygning, Liv og Karakter angaar, at vi kan danne os
et
Fig. 311. Fritlevende Tam faar fra Øen Soa.
Billede af Vildfaaret i Alminde-
lighed til Sammenligning med
Tamfaaret.
Naar vi gør saa, ser vi snart,
hvor store Forandringer Tid,
vekslende Livsbetingelser, Men-
ri eskets Avls valg og ofte gen-
tagne Krydsninger har med-
ført. Hos alle Vildfaar er Hor-
nene tilStede hos beggeKøn, og
de er mere eller mindre cirkel-
bøjede. Hos Tamfaaret er begge
Køn kullede, eller kunVæderen
har Horn, og disse er i alt Fald
hos een, en afrikansk Race, gan-
ske lige, divergerende og prop-
trækkeragtigt snoede,altsaa tem-
melig som Skruegedens.Hos an-
dre Racer har Væderen 4, 6, ja
endog 8 cirkelbøjede Horn, en ganske mærkværdig Afvigelse fra de normerede 2. Halen
er hos alle Vildfaar kort, hos mange Tamfaar lang med indtil 20 Hvirvler, flere end hos
noget af hine. Og ikke nok hermed, den kan ogsaa blive Sæde for en yderlig Fedtudvik-
ling — hos Fedthalefaar —, saa den kan naa en Vægt af en halv Snes Kilo og nøde Hyr-
derne til at lave smaa Hjulbøre, ved Hjælp af hvilke dens uheldigt stillede Ejere triller den
efter sig. Ørene, der hos Vildfaarene er opretstaaende, temmelig korte og butte, bliver
hos nogle Racer store og hængende. Pelsen er bleven lang og finhaaret eller tyk og ulden,
Patternes Tal, der normalt er 2, kan stige til 4 o. s. v.
Ser vi hen til Dyrets sjælelige Karakter, hvilken Forskel er der da ikke mellem de
forsigtige, men dog kække og snarraadige Bjærgenes Beboere og vore stupide, fejge og
egensindige Tamfaar! I Virkeligheden er disse saa vanslægtede, at de er ganske afhængige
af Mennesket og vistnok ude af Stand til at klare sig uden dette. Man har næppe noget-
steds Eksempel paa, at Faar er forvildede og har holdt sig saaledes blot nogle faa Slægt-
led igennem. Hist og her ser man, som f. Eks. paa den lille Klippeø Soa ved St. Kilda, at
en Flok Tamfaar lever i vild Tilstand og har klaret sig godt endog i Aarhundreder, men