Vor Klodes Dyr 1

Forfatter: W. DREYER, J.O. BØVING-PETERSEN

År: 1903

Forlag: DET NORDISKE FORLAG ERNST BOJESEN

Sted: KØBENHAVN

Sider: 720

UDK: 5919

FØRSTE BIND

INDLEDNING

DE ARKTISKE DYR

DE PALÆARKTISKE DYR

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 800 Forrige Næste
 b DE PALÆARKTISKE DYR. af nærstaaende Arter. Bastarderne er i Reglen tillige frugtbare saavel indbyrdes som med begge Forældrenes Æt. Alt taler for, atTamfaaret er en af Menneskets første Erobringer, selv om dets Billede mangler paa de ældste ægyptiske Mindesmærker. Dets vide Udbredelse i den gamle Verden, de overordentlig talrige Racer og de Tegn, de fleste af disse frembyder paa lang Indvirk- ning af Husdyrlivet i Forbindelse med saadanne Kendsgerninger, som atTamfaar holdtes i Mængde i den yngre Stenalder baade i Schweiz og i Danmark, tyder paa meget tidlig Domestikation. Intet andet af vore Husdyr, Hunden maaske undtagen, har fjernet sig saa langt fra sine vilde Stamformer som Faaret, og det baade i Sind og Skind. Mellem de ovenfor nævnte vilde Faarearter er der en saa stor Lighed i Hovedtrækkene, hvad Legems- bygning, Liv og Karakter angaar, at vi kan danne os et Fig. 311. Fritlevende Tam faar fra Øen Soa. Billede af Vildfaaret i Alminde- lighed til Sammenligning med Tamfaaret. Naar vi gør saa, ser vi snart, hvor store Forandringer Tid, vekslende Livsbetingelser, Men- ri eskets Avls valg og ofte gen- tagne Krydsninger har med- ført. Hos alle Vildfaar er Hor- nene tilStede hos beggeKøn, og de er mere eller mindre cirkel- bøjede. Hos Tamfaaret er begge Køn kullede, eller kunVæderen har Horn, og disse er i alt Fald hos een, en afrikansk Race, gan- ske lige, divergerende og prop- trækkeragtigt snoede,altsaa tem- melig som Skruegedens.Hos an- dre Racer har Væderen 4, 6, ja endog 8 cirkelbøjede Horn, en ganske mærkværdig Afvigelse fra de normerede 2. Halen er hos alle Vildfaar kort, hos mange Tamfaar lang med indtil 20 Hvirvler, flere end hos noget af hine. Og ikke nok hermed, den kan ogsaa blive Sæde for en yderlig Fedtudvik- ling — hos Fedthalefaar —, saa den kan naa en Vægt af en halv Snes Kilo og nøde Hyr- derne til at lave smaa Hjulbøre, ved Hjælp af hvilke dens uheldigt stillede Ejere triller den efter sig. Ørene, der hos Vildfaarene er opretstaaende, temmelig korte og butte, bliver hos nogle Racer store og hængende. Pelsen er bleven lang og finhaaret eller tyk og ulden, Patternes Tal, der normalt er 2, kan stige til 4 o. s. v. Ser vi hen til Dyrets sjælelige Karakter, hvilken Forskel er der da ikke mellem de forsigtige, men dog kække og snarraadige Bjærgenes Beboere og vore stupide, fejge og egensindige Tamfaar! I Virkeligheden er disse saa vanslægtede, at de er ganske afhængige af Mennesket og vistnok ude af Stand til at klare sig uden dette. Man har næppe noget- steds Eksempel paa, at Faar er forvildede og har holdt sig saaledes blot nogle faa Slægt- led igennem. Hist og her ser man, som f. Eks. paa den lille Klippeø Soa ved St. Kilda, at en Flok Tamfaar lever i vild Tilstand og har klaret sig godt endog i Aarhundreder, men