Vor Klodes Dyr 1

katschgar’en. 535 og holder ofte til i Nærheden, ja sammen med Tamkvæget. Jagten paa det er ikke van- skelig, skønt det bliver forsigtigere, hvor det efterstræbes. Endnu større end Argalien er Katschgar’en (0. Polii), et ualmindelig stærkt bygget og svært, men dog hurtigt og behændigt Dyr, der bebor de omkring Nordthibet og Pamir grupperede Bjærge. I Modsætning til Argalien maa Katschgar’en søges i de højest liggende Bjærgstrøg oven over Skovgrænsen, tæt op til den evige Sne og Bræerne, hvor den paa sine Steder er forbavsende talrig, saa dens Hovedskaller med de svære, ringede, i mere end en Helcirkel krummede, langs Krumningen P/g M. og mere lange Horn benyttes til at kendemærke Stier og Marchrouter. Det er dog kun Væderen, der bærer saadanne kolos- sale Horn, Faarets er korte og ligner Gedehorn. Baade Argali- og Katschgarhorn er tre- kantede i Gennemsnit med afrundede Kanter, men medens de første vender en saadan for- til, vender de sidste den bagtil, saa Forsiden dannes af den ligebenede Trekants korteste Side. Katschgar’en kan, hvad Størrelse angaar, maale sig med en middelstor Kronhjort. Halen er kort, over og under Halsen findes en kort Manke, og Væderen har et kraftigt Hageskæg. Pelsen er tæt, korthaaret og varm, sammensat af en fin Inderuld og grove Dækhaar. Den er brun paa Over-, hvid paa Undersiden, og Overgangen mellem de saa- ledes farvede Partier dannes af de graalige Sider; ogsaa Spejlet er hvidt. Mellem de atletiske Katschgarvædere udfægtes i Brunsttiden langvarige Kampe, der aarligt koster mange af dem Livet. De rejser sig op paa Bagbenene og gaar løs paa hinanden med Hornene, saa Sammenstødet mellem dem vækker Bjærgenes Ekko vidt og bredt. Den svagere bliver dræbt ved den stærkeres Stød, eller den tvinges Lid mod en Afgrund og nedstyrtes i denne. For øvrigt vilde en Skildring af dette Dyrs Liv i de store Træk være en Gentagelse af, hvad vi har berettet om dets Slægtninge mellem Faar og Geder. Jagten paa det er temmelig farlig og besværlig, saa meget mere som det er ualmindelig sejglivet og taaler de mest forbavsende Saar uden at styrte. Nyere Forskere er tilbøjelige til at antage, at Argalien og Katschgar.en i Virkeligheden ikke repræsenterer to Arter, men kun stedlige Underarter af eet Dyr. Vi skal ikke her dvæle ved de andre asiatiske Vildfaar, hvis Artsforhold er endnu mere uklare, men skal kun nævne, at der paa Kamschatka og maaske andre Steder i det nord- østligste af Verdensdelen forekommer det saakaldte Sne faar (O. niv alis'), der antages fol- en Varietet af de nordamerikanske Klippebjærges ofte omtalte »Bighorn« (Tykhorn), og at der i Thibet lever et andet, lidet kendt Faar (O. Vignet), i hvilket nogle ser Stamfaderen til vore Tamfa ar. Angaaende disses Afstamning har vi væsentligt kun den Kendsgerning at holde os til, at Asien, og særlig Centralasien, øjensynlig er Midtpunkt for Faareslægtens Udbrednings- kreds. Derfra er sikkert de faa Arter, som behor Middelhavslandene og det nordvestligste Amerika, udvandrede, og den Formodning ligger nær, at Faaret oprindelig er blevet gjort til Husdyr i et eller andet — maaske i flere — centralasiatiske Bjærglande. De vilde Faars Lam er ikke vanskelige at indfange, især der, hvor Dyrene ikke er stærkt jagede. Arga- liens f. Eks. trykker sig de første Dage af sit Liv i Tilfælde af Fare mod Jorden, med hvis Stene og Klipper dets graalige Lød giver det en forbavsende Lighed, og er da, naar dets Plads er udspejdet, let at fange. Og Lammene er lette at opdrætte og tæmme, saa der har ikke været nogen Vanskelighed ved at gøre dem til Husdyr, hvortil kommer, at de fleste Vildfaar formerer sig villigt i Fangenskab og krydser sig med Tamfaar eller med Individer