VAKEN.
537
det er da kun paa Steder, hvor de absolut ingen Fjender har, og hvor de ikke maa kæmpe
med ugunstige Klimaforhold (Tørke, stærkt Snelæg o. I.).
Et af de mest øde, triste og barske Lande paa Jorden erThibet, der bestaar af stenede,
plantefattige Højsletter 4 til zooo M. over Havet, gennemsatte af endnu langt højere,
vanskeligt passable Bjærgkæder. Isnende Vinde suser næsten stedse hen over de sparsomt
græsklædte Lier, og selv om Sommeren hører Sne og Hagl til Dagens Orden. Kold Regn
strømmer dagstøt eller i ilende Byger ned over de stenede Ødemarker og sure Lavninger
omkring de talrige Søer, kuldeklam Taage svøber sig om de mørke Stenmasser og faa er
Fig. 312. Yak.
de Timer, i hvilke de mægtige Bjærgkæmpers skinnende Isser, det sørgelige Landskabs
eneste Pryd, toner ærefrygtindgydende frem mod en klar Himmels dybe Blaa.
Men ogsaa. Thibets tilsyneladende saa lidet indbydende Bjærgflader har sine store Patte-
dyr, der trods alt finder Næring der, hvor man knap skulde tro det muligt. Vi har talt
om de store Flokke Antiloper, Vildheste og Faar, som tumler sig der, men det vigtigste
og største af dets Dyr, den langpelsede Yak eller Grynteoksen (Bos grunniens), som den
ogsaa kaldes efter sin Stemme, har vi tilbage at skildre.
Smidigt har den tilpasset sig efter de Kaar, der var den beskaarne her paa Klodens
vældigste Bjærgmasser. Større end alle andre Oksearter— enkelte Tyre skal kunne opnaa
en Højde af 3 M. over de puklede Skuldre — tager Yaken sig endnu massivere ud, fordi
den er bedækket overalt undtagen i Ansigtet og paa Forhovedet med lange, lokkede,
bløde Haar, der fra Siderne af hænger ned næsten til Jorden. Ogsaa Halen bærer saadanne
lange Haar, der slæber efter Dyret under Gangen, og næppe noget andet Dyr end Moskus-
Vor Klodes Dyr. 66