538
DE PALÆARKTISKE DYR.
oksen kan møde op med en lignende Pels. Hen ad Halsens Overkant og ud paa den høje
Forkrop strækker sig en Manke, der bidrager til at gøre Synet af den vældige Okse end
mere imponerende.
Det store, bredpandede men smalmulede Hoved bæres lavt og ludende paa den korte,
stærke Hals. De ikke meget svære, udad og ret opad krummede Horn udgaar langt fra
hinanden helt paa Hovedets Sider, og den stærke Krop bæres af korte, muskuløse, med
store, brede, haarde For- og Bagklove udstyrede Ben. Farven er sort, paa en lysegraa Ryg-
stribe og den hvide Haledusk nær, men blandt de tamme Yaker træffes dog ogsaa lysere,
indtil helt hvide Dyr.
Fig. 313. I Fare paa en Yak-Jagt. (Efter Hedin.)
Vildyaken forlader aldrig de højeste Bjærgstrøg, hvor den befinder sig vel endog i den
næsten utrolige Højde af 8000 M., hvor man skulde synes, at den stærkt fortyndede Luft
inaatte gøre Opholdet umuligt. Men den lider lige saa lidt af »Bjærgsyge«, som Storm-
fuglen, der lader sig gynge af Bølgerne, lider af Søsyge. Skønt den meget vel er i Stand
til at bære sit vægtige Korpus sikkert og letvindt hen ad de smalleste Bjærgstier, blot der
er Fæste .for Klov og Plads til Vom, holder den sig dog i Reglen til de større og mindre,
i dens hjemlige Egne saa almindelige Bjærgplateauer, hvor den græsser i store Flokke, og
hvor Tyrene fra og til udkæmper deres uvorne Kampe om Køerne, naar Brunsten ildner
deres Blod. Ellers er Yak’erne fredelige nok, og Jagten paa dem frembyder ikke særlige
Farer eller Anstrengelser ud over dem, der er uadskillelige fra al Færd højt til Vejrs i
vilde, menneskefattige Egne og i lungepinende Bjærgluft. De efterstræbes ivrigt af de ind-
fødte, men disses gammeldags Luntebøsser har næppe tyndet synderligt ud i Rækkerne,